Pele Broberg: Vi skal forhandle en aftale med EU

Efter søndagens møde med Europabevægelsen, fortæller Pele Broberg (N) om sit syn på EU.
- Jeg fik lov til at fortælle dem i dag, at hvis man går ind for at indlemme Grønland i EU igen, hvad gør dem så anderledes end Donald Trump og USA?
Selvom han afviser et medlemskab, mener partiformanden, at Grønland bør forhandle sig frem til en ny aftale med unionen.
- Naleraq går ikke ind for isolationistisk politik (skepsis over for alliancer, red.), men en udadvendt politik over for særligt EU og USA. Vi bliver nødt til at have en dialog med de markeder, der er.
Frihandelsaftale
I dag er Grønland i EU-sammenhæng klassificeret som et oversøisk territorie. I stedet så Naleraq gerne, at der blev indgået en frihandelsaftale.
- Man kunne jo lave en frihandelsaftale, så det er op til os, hvordan vi vil handle med EU.

Ifølge Europabevægelsen skal Grønland heller ikke gå efter et fuldt medlemskab. I stedet vil de have, at Grønland får en række undtagelser på eksempelvis fiskeri og fangst.
Kan du se et scenarie, hvor fiskeriet er undtaget eller en anden konfiguration, hvor Grønland kan blive medlem?
- Nej, der findes ikke en måde, hvor vi kan være delvist medlem eller lignende, som ikke vil gå hårdt ud over befolkningen heroppe, fortæller Pele Broberg.
- Hvis du ser på kravene for alle de love og bestemmelser, vi skal implementere heroppe, bliver det dyrere og dårligere at bo i Grønland. Derfor skal vi have en handelsforbindelse med EU, hvor vi bliver fritaget fra de besværligheder, som er krav til medlemslandene.
Bekymring for udgifter
Men EU er ikke kun et samarbejde om handel. Medlemslandene samarbejder også på flere forskellige områder såsom politi, retsvæsen, klima og miljø, cybersikkerhed med mere.
Et EU-medlemskab kan også give politiet flere ressourcer og adgang til europæisk samarbejde. Hvad med alle de andre punkter end handel, man kan samarbejde med EU om, hvis man er medlem?
- Der er både Europol og Schengen-aftalen. Der er flere andre lande, der ikke er medlem af EU, som vælger at gøre brug af de aftaler. Vi skal som Grønland gå den modsatte vej. Vi er jo ikke territorielt en del af EU, så vi har ikke de samme udfordringer, som EU-landene har.
Schengen-aftalen, som Pele Broberg kommer ind på, gør det muligt for borgere i EU at rejse frit i medlemslandene. I dag skal man have et visum for at rejse ind i Grønland, medmindre man er borger i et nordisk land.
- Faktisk begrænser Schengen-aftalen vores borgeres muligheder for at besøge deres stammefrænder i Canada. Vi skal gøre det nemmere at være i Grønland og komme til og fra - ikke gøre det sværere, siger han.