Ny børnetalsmand: Vi skal ikke vente på kommunen – vi skal hjælpe hinanden
Som otteårig gik Stina Sværd med kød til sin oldemor i december, og som ung voksen tog hun en lille, forladt dreng ind for at sove på hendes sofa.
De næste tre år bliver det hendes opgave at give børn og unge en stemme i samfundet, når hun indtager jobbet som børnetalsmand.
Og så mener hun, at socialområdet ville stå stærkere, hvis vi gjorde op med velfærdsstaten og i stedet genfandt en kultur, hvor alle hjælper og tager ansvar - et velfærdssamfund på inuits vilkår, ikke kun kommunens.
KNR mødte Stina Sværd i hendes hjem til en samtale om, hvor hendes interesse for børneområdet startede, og hvordan hun vil skabe forandringer.
Optimismen skal tilbage
Det er svært at fange den kommende børnetalsmand uden et smil på læben, og som hun fortæller om sit liv, sprudler latteren frem.
Hendes gemyt står i skærende kontrast med tilstanden af socialområdet, hvor nytiltrådte naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Maasi Pedersen (IA), har brugt ord såsom 'undtagelsestilstand' for at beskrive, hvor området er på vej hen.
Stina Sværd er uddannet socialrådgiver og har selv været sagsbehandler. Hun kommer fra en stilling som afdelingschef hos Socialstyrelsen, og hun har derfor stået ved frontlinjen og er udmærket klar over, hvor galt det står til.
Alligevel håber hun på, at hendes optimisme kan smitte af på arbejdet.
- Jeg håber om tre år, at vi har fået en optimistisk naivitet, som gør, at vi ser muligheder. At færre flytter herfra, og at Grønland er et hjem for børn, unge og familier, hvor børn kan udvikle sig og føle sig trygge.
Drengen på trappen
Første gang, Stina Sværd for alvor fik kontakt med socialområdet, var i hendes tidlige voksenliv.
Det var en tåget sommernat, og hun havde lige fået fri fra sit arbejde som stewardesse for Air Greenland, da hun så en lille dreng sidde på en trappe.
- Der var noget forkert i, at en lille dreng på højest otte år sad der, så jeg spurgte, om han kunne komme ind. Men han fortalte, at han var blevet smidt ud sammen med sin hund.
Stina Sværd bankede på døren, og indefra lød stemmen fra drengens mor. Men hun ville ikke lukke ham ind, selvom klokken var tre om natten. I stedet tog hun drengen med hjem til sig selv og redte op til ham på sofaen.
- Jeg ville ikke kunne have gået forbi den dreng. Så ville jeg have ligget søvnløs i en uge.
I starten af juni i år indkaldt Maasi Pedersen til pressemøde, hvor han opfordrede alle borgere til at tage medansvar, når det kommer til børn og unges problemer.
Ikke overraskende, så er Stina Sværd helt enig. Hun mener, at indførelsen af den danske velfærdsstat har været med til at inuit - særligt i Nuuk - har mistet følelsen af medansvar.
Og den kultur vil hun arbejde på at få tilbage.
Velfærdssamfund på kalaallisut
Selv blev hun født af en teenagemor; for ung til at kunne være forældre på det tidspunkt i livet. Heldigvis trådte hendes bedsteforældre og mange onkler og tanter til, og barndommen var fyldt med kærlighed.
- Min mor var den yngste af ni. Så jeg blev kaldt for den tiende. Jeg oplevede, at folk hjalp hinanden og var der for hinanden, fortæller hun og fortsætter:
- Hvis det var i dag, var jeg nok anbragt på døgninstitution, hvis ikke mine familiemedlemmer ville have mig.
Netop pointen med at man er der for hinanden, og at alle har en rolle, er en væsentlig del af inuitkulturen - men den mener Stina Sværd er blevet glemt på socialområdet.
- Lovgivning er i sin tid kopieret fra Danmark uden at tage hensyn til, hvad det vil betyde for vores samfund. Velfærdssystemet har gode intentioner, men det har kollapset vores kulturelle system, fortæller hun og fortsætter:
- Når du har problemer i dag, får du fortalt, at du skal henvende dig til kommunen. Det er ikke længere et familie- eller samfundsanliggender. Nu er det systemet, der har ansvaret.
Naalakkersuisoq, Maasi Pedersen, fortalte selv tilbage i juni: 'Vi skal alle hjælpe hinanden og er nødt til at tage et ansvar. Hvis børn er i fare, skal vi ikke vente på forældrene - vi er nødt til at tage medansvar.'
Og dét medansvar vil Stina Sværd gerne være med til at bringe tilbage i kulturen på socialområdet.
- Vi er nødt til at tale højt og sammen for at lave en holdningsændring. Hvis det kan lade sig gøre at miste den kultur, så kan vi også ændre det tilbage. Intet er låst fast.
Men det sker kun på én måde, som også bliver Stina Sværds vigtigste opgave - at inddrage børnenes stemmer som ligeværdige i samtalen.
Børn ved bedst
Den nye børnetalsmand har allerede flere idéer til, hvor man kan tænke ud af boksen og skabe forandring. Men først kræver det, at de voksne bliver bedre til at lytte til børnene og deres behov.
- Børn kan forstå og ved meget mere, end vi voksne går og tror. Derfor er det så vigtigt, at vi spørger ind til dem og inddrage dem i beslutninger. Man skal ikke være specialist for at tale med et barn og høre, hvad det gerne vil.
Maasi Pedersen (IA) er i gang med at rejse rundt til de fem kommuner for at sætte sig ind i socialområdet. Her har han holdt workshops, hvor han også taler med børnene, og dét vækker glæde hos Stina Sværd:
- Det er første gang, jeg oplever en naalakkersuisoq gøre det. Når børnene bliver hørt, bliver det hele meningsfuldt, siger hun.
