Nu er dommen her: FN's handicapkomité kritiserer ny lov
Fredag aften kom konklusionen ovenpå kongerigets “eksamen” i FN's Komité om Rettigheder for Personer med Handicap tilbage i august.
Og selvom komitéen i sådanne seancer hverken direkte dumper eller består medlemslande, så taler rapporten sit tydlige sprog.
Der er lang vej før Danmark, Færøerne og Grønland lever op til den handicapkonvention, de selv har forpligtet sig til.
Det viser de over firs punkter med anbefalinger og bekymringer i den 17 sider lange rapport. Langt de fleste rettet mod alle de tre lande. Men også nogle er specifikt rettet mod Grønland.
Udspil udstiller en uvidenhed
Blandt andet gentager komitéen sin kritik af den nye handlingsplan, Inatsisartut udsendte dagen før eksaminationen i FN.
De kalder planen for uambitiøs og vag og siger, at den udstiller en uvidenhed hos naalakkersuisut i forhold til handicapkonventionen.
Men det er ikke kun handlingsplanen, som får hug. Det samme gør både den nuværende handicaplov og det lovforslag, som skal behandles under efterårssamlingen.
Den gældende lov sikrer ikke grundlæggende rettigheder for personer med handicap her i landet.
Og det lovforslag, som ligger på bordet, har også store mangler. Blandt andet ligges der ifølge komitéen op til lempelser af love, som sikrer tilgængelighed i offentlige bygninger og faciliteter.
Hjælpen skal være her i landet
Derudover har komitéen også lagt mærke til en velkendt og velbeskrevet problemstilling her i landet. Handicapkomitéen er bekymret over, at så mange personer med handicap er nødt til at rejse til Danmark for at få den støtte, de har brug for.
Særligt fordi at det er med til at afskære dem fra deres venner og familie. Men også sprog og kultur.
Det samme gør sig gældende, hvis psykisk syge personer får en behandlingsdom, som de også er nødt til at "udtjene" I Danmark.
Derfor anbefaler FN’s handicapkomité, at Grønland tager de nødvendige skridt mod selv at kunne give de nødvendige rammer her i landet, så det i fremtiden ikke er nødvendigt at sende personer med et handicap til Damark for at få hjælp eller ved en behandlingsdom.
Handling her og nu
Handicaptalsmanden har også set rapporten. Anja Hynne Nielsen har brugt weekenden på at læse sig ned i fundene fra FN og har udsendt en pressemeddelse søndag aften, hvor hun blandt andet skriver:
- Komitéen konkluderer overordnet, at vi ikke længere kan acceptere løsninger, der marginaliserer og isolerer mennesker med handicap på fx institutioner i Grønland eller Danmark, hvor mange ikke ser anden udvej end at forlade sit hjemland.
Inden rapporten fra FN kom, var naalakkersuisoq for området, Aqqaluaq B. Egede ude at sige, at man selvfølgelig arbejde for at leve op til internationale aftaler, men at det tager tid.
Men det er ikke godt nok, mener Anja Hynne Nielsen:
- FN's anbefalinger skal ikke blot være en rettesnor – de skal føre til konkrete handlinger. Der skal skabes en mere inkluderende og rummelig fremtid for personer med handicap i Grønland, hvor alle kan leve med værdighed og i uafhængighed.
- Naalakkersuisut og Inatsisartut bør derfor straks igangsætte de nødvendige lovgivnings- og politiske tiltag for at sikre, at Grønland lever op til FN’s Handicapkonvention, og jeg håber derfor, at alle politikere læser hele rapporten, udtaler handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen i pressemeddelsen.