Behandlingsdommenes bagside – en udvisning i slowmotion

16. februar faldt der dom i en sag, hvor en 26-årig kvinde fra Sisimiut, der stak en 55-årig kvinde ihjel med kniv, blev dømt til en behandlingsdom i Danmark.

Senere i denne måned skal en 21-årig mand, der sidste år skød vildt omkring sig med en riffel i Narsaq, for retten. Han er sigtet for 14 forsøg på manddrab.

Kvinden fra Sisimiut blev dømt til behandling på en dansk institution for psykisk handicappede, mens manden fra Narsaq-skyderiet også skal anbringes på et psykiatrisk hospital i Danmark, hvis han bliver dømt efter anklageskriftet.

Her i landet kan vi nemlig ikke rumme de psykisk syge kriminelle eller de kriminelle, der har en grad af mental retardering.

Altså personer, der bliver dømt efter paragraf 156 og 157 i Kriminalloven.

I stedet sender vi dem ofte til Risskov i Danmark. Og det er et problem, mener Annemette Nyborg Lauritsen. Hun er lektor ved Ilisimatusarfik og har beskæftiget sig med de særligt foranstaltningsdømte i mere end 25 år.

- Et ordsprog siger, man skal kende sit samfund på den måde, man behandler de svageste. Og det må siges at være de her to grupper, siger hun.

Hvor mange domme der bliver afsagt om året, hvor gerningspersonen er psykisk syg eller er mentalt retarderet, ved man faktisk ikke.

Men i den seneste tid er der flere eksempler på sager.

Flere sager inden for kort tid

- En dom efter en af de to paragraffer er ofte en udvisning i slowmotion, siger Annemette Nyborg Lauritsen.

Årsagen skal ifølge hende findes i, at personer, der bliver dømt efter de to førnævnte paragraffer, blandt andet er handicappede mennesker. Altså mennesker, der ikke har så godt et sprog, og er meget udadreagerende, når de føler sig misforstået.

Derfor er de i risiko for at begå ny kriminalitet i Danmark, som ofte er vold mod tjenestemand – altså personalet på institutionerne i de fleste tilfælde.

Og hvis det er tilfældet, at de begår en ny strafbar handling, mens de er i Danmark, så bliver de dømt efter den danske straffelov og forsvinder derved ud af det grønlandske system, fordi de overgår til den danske kommune, som de bliver dømt i, fortæller Annemette Nyborg Lauritsen.

- Ofte når kriminelle bliver dømt til behandling i Danmark, mener jeg, det er samfundet, vi dømmer og ikke personen.

Tal fra 2021

De seneste tal på området står Annemette Nyborg Lauritsen og Mette Rømer bag. De er fra 2021, hvor 28 grønlændere blev sendt til Danmark til behandling.

Tallene er fundet ved en manuel gennemgang af politiets dokumenter, så der kan være fejl, men det er det bedste bud på, hvordan det faktisk ser ud, fortæller Annemette Nyborg Lauritsen.

28 virker umiddelbart ikke af mange, men det er det i vores lands kontekst, understreger Annemette Nyborg Lauritsen.

- Jeg synes, det er mange, der befinder sig i Danmark som retspsykiatriske patienter, eller fordi de har en form for psykisk handicap.

- Hvis vi ganger det op, så det passer med antal indbyggere, så svarer det til, at Danmark sender 2.800 ud af landet om året, siger hun.

Og ofte er det personer, der føler sig svigtet af systemet, og som ender med at føle sig i ingenmandsland, fordi ingen vil have dem.

- De har ofte begået nogle alvorlige forbrydelser, men det er også ofte nogen, der er blevet svigtet af systemet gennem deres opvækst, fortæller Annemette Nyborg Lauritsen.

Åbne øjne betyder åben pengepung

Når vi herhjemme ikke kan rumme de psykisk syge eller mentalt retarderede kriminelle, kan det ifølge Annemette Nyborg Lauritsen skyldes én ting:

- En institution til de psykisk syge og de mentalt retarderede skal Grønland selv betale, fordi vi har hjemtaget sundheds- og socialområdet. Derimod betalte Danmark for den lukkede anstalt, fordi vi ikke har hjemtaget justitsområdet. Det kan være derfor, man ikke har haft behov for at råbe lige så højt om de svageste kriminelle.

- Men det er vigtigt at have fokus på, for det er frygteligt at se på dem, der forsvinder ud af landet, og som ingen vil rigtig tage ansvar for, siger Annemette Nyborg Lauritsen.

Ifølge hende er én institution heller ikke nok. For de to grupper af mennesker rummer mange forskellige lidelser. Og inddelingen i kun to grupper er ifølge Annemette Nyborg Lauritsen groft sat op.

Mere end én institution

- Fordi gruppen med de mentalt retarderede rummer mange forskellige typer lidelser, skal der i virkeligheden opføres flere forskellige institutioner, mener hun.

Om det i fremtiden skal være muligt her i landet at rumme de handicappede kriminelle, er op til landets politikere.

- Man kan altid tale om, om det er realistisk, at der kommer institutioner, der kan rumme de her mennesker. Det vil politikerne nok sige, at det er det ikke, men som det er i dag, virker det som om, man kasserer nogle medborgere, når man sender dem afsted.

- Og det er menneskeretsligt forkert, hvis du spørger mig, siger Annemette Nyborg Lauritsen.