- Der er en stor opgave at løfte på handicap-området

Naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede nikker genkendende til kras kritik fra handicaptalsmanden.
- De ting, som giver handicappede en følelse af at være en del af samfundet, har været en  stor opgave i mange år, siger naalakkersuisoq for børn og unge. Foto © : KNR
08. maj 2024 07:43

Det er svært at sætte ord på de svære ting i livet. Særligt når det er noget, som er et tabu for rigtig mange. 

Det forsøgte en workshop i forrige uge at ændre på, for unge handicappede mødtes i Nuuk for at skrive digte og fortælle om det, som er svært. Arrangementet var en stor en succes, vurderer arrangørerne. De håber, at det snart kan gentage sig.

Handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen var med.   

- Det var en stor succes. Der er jo unge, der virkelig har behov for læring og til blive inspireret af hinanden. Men vigtigst af alt har de behov for fælleskab, siger Anja Hynne Nielsen.

Problemet er nemlig, at handicappede bliver svigtet af landets politikere, mener hun. 

- Alle de rettigheder, som vi uden handicap har, svigtes tit (for handicappede, red.). Det gælder retten til uddannelse, retten til arbejde, retten til at leve et selvstændigt liv og retten til selv at vælge, hvordan man vil bo, har hun tidligere sagt. 

I stedet for tilbydes unge med handicap i Grønland førtidspension og plads på plejehjemmet. Og det er et brud på menneskerettighederne, fortsatte hun. 

Aqqaluaq B. Egede (IA), der er naalakkersuisoq for børn og unge, genkender den kradse kritik.

- Vi ved godt, at vi har en stor opgave at løfte på handicapområdet. Det gælder alle folkevalgte, både i kommunerne, Inatsisartut og naalakkersuisut, siger han. 

En stor opgave i mange år

Ifølge ham er der planer om et kursus for handicappedes sagsbehandlere. 

- Ud over kompetenceløft har vi også planer, som skal forbedre viden om handicappedes rettigheder, siger han.

- De ting, som giver handicappede en følelse af at være en del af samfundet, har været en  stor opgave i mange år. Hvis vi skal lykkes med at realisere vores planer, så har vi brug for, at Inatsisartut finder flere penge til os på finansloven, siger Aqqaluaq B. Egede.

Stadig høj på succes

Den dansker digter Caspar Eric - som selv har et handicap - var også med ved workshoppen, der blev holdt i kulturhuset Katuaq i Nuuk 25. og 26. april. Han hjalp de unge med at sætte ord på de udfordringer, de møder i deres hverdag, og som nogle gange kan være svære at sætte ord på.

- Caspar Eric havde sat et digt sammen ud fra det de unges digte, som blev læst op både på grønlandsk og dansk. Det var virkelig stærkt, siger handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen.
 
- Det var første gang, vi holdt workshop og koncert på den her måde. Vi har tænkt os at gå videre med det, og vi vil gerne udvikle det og søge fonde til større projekt. Det er jo ikke kun i Nuuk, hvor der er unge med handicap - det er også andre steder i Grønland, siger Anja Hynne Nielsen. 

Ole Kristiansen og Rasmus Lyberth spiller musik i dette års handicap workshop
Ole Kristiansen og Rasmus Lyberth spillede koncerter på handicapworkshoppen.