Råd kritiserer Grønlands behandling af handicappede
Fredag startede FN’s eksamination af handicapområdet i både Grønland og Danmark. Det er FN’s handicap-komité, som skal se på, om de to lande lever op til forpligtelserne på området.
Repræsenteret ved eksaminationen var blandt andre Rådet for Menneskerettigheder. Der blev læst op af et talepapir på vegne af forkvinde Qivioq Løvstrøm. Hun havde to minutters taletid og dem brugte hun på at slå fast, at Grønland langt fra lever op til sine forpligtelser:
- Personer med handicap får helt basale rettigheder krænket. Det skal være muligt for personer med handicap at indgå på lige fod i samfundet, men det gør sig langt fra gældende i vores samfund i dag, sagde hun.
Opmærksomhed på området
Udtalelsen fra Qivioq Løvstrøm kommer kun få uger efter, at handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen også var ude at udfolde udfordringerne på området, hos KNR.
Og samtidig med at en længe ventet handicaplov er sendt i høring.
Naalakkersuisut har da også gjort alt for at udvise handling på handicapområdet de sidste par dage.
Onsdag i sidste uge afsatte man knap 40 millioner til at implementere den kommende handicaplov og fredag udsendte naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede en “ny” handlingsplan, der der dog til forveksling lignede den fra sidste år.
Halter med handling
Der er altså i den grad fokus på landets handicappolitik i øjeblikket - men ifølge Qivioq Løvstrøm mangler der handling.
Det er særligt tre områder, der bør fokuseres på, hvis Grønland skal leve op til FN’s krav.
Først og fremmest mangler der klarhed over, hvilke initiativer og arbejdsmetoder, der er på området.
Så mener Rådet for Menneskerettigheder at, den nye ligebehandlingslov ikke i tilstrækkelig grad beskytter personer med handicap.
Sidst, men ikke mindst så er personer med handicap alt for ofte nødt til at rejse til Danmark - ofte mod deres vilje - for at få den nødvendige hjælp, for at kunne leve et nogenlunde liv.
Det er altså noget af det, som naalakkersuisut skal forsøge at få rettet op på, hvis de skal leve op til de FN konventioner, som de selv har forpligtet sig til på handicapområdet.