Tusindvis af mennesker har i byen Nysa i det sydvestlige Polen i løbet af natten til tirsdag kæmpet for at redde et dige, som beskytter bymidten mod vandmasser.
Det skriver nyhedsbureauet dpa, mens voldsomme oversvømmelser fortsat præger dele af Øst- og Centraleuropa.
I byen, som ligger ved floden Nysa Klodskza, har borgere, hæren og brandvæsnet båret sandsække til diget for at styrke det.
- Der var omkring 2000 mennesker på diget - kvinder, mænd, børn og ældre, siger borgmester Kordian Kolbiarz til radiostationen Rmf.fm.
Mindst 17 har mistet livet i oversvømmelser i Central- og Østeuropa efter voldsom regn og uvejr.
BBC skrev i løbet af natten til tirsdag, at alle 44.000 borgere i Nysa var blevet bedt om at søge mod højere beliggende steder.
Folk havde lavet en menneskekæde for at transportere sandsække til diget, siger borgmesteren ifølge dpa.
I den større by Wroclaw, som ligger omkring 90 kilometer nordpå og ligger ud til floden Oder, mødes et krisehold med Polens premierminister, Donald Tusk, for at håndtere situationen.
Den polske regering har i de ramte områder erklæret katastrofetilstand for at kunne ensrette myndighedernes indsats.
Også Wroclaw, hvor der bor over 600.000 mennesker, kan i de kommende dage blive ramt af oversvømmelserne.
Der er forskellige prognoser for, hvornår vandmasserne rammer den polske storby, siger premierminister Donald Tusk.
Tidligere viste prognoser, at det kan ske onsdag, men nye forudsigelser peger i retning af fredag. Under omfattende oversvømmelser i 1997 var en tredjedel af Wroclaw under vand.
Både i Polen, Østrig, Tjekkiet og Rumænien har der været dødsfald som følge af oversvømmelserne.
Mindst fire er døde i oversvømmelserne i Polen.
Og i Tjekkiet er situationen fortsat anspændt. Flere målestationer er i det højeste alarmberedskab for mulige oversvømmelser, skriver dpa.
Ifølge forskere er menneskeskabte klimaforandringer med til at øge hyppigheden og intensiteten i de ekstreme vejrfænomener som det massive regnvejr og de efterfølgende oversvømmelser, der har ramt Centraleuropa.