Qeqqata Kommunia er desperate: Vil hente pædagoger fra Asien
Asiater der ikke kan det grønlandske sprog, som arbejder i daginstitutioner. Det kan virke som en umulig idé.
Men i Sisimiut er der så stor mangel på medarbejdere i Qeqqqata Kommunias daginstitutioner, at der søges asiater til ansættelse.
De seneste år har der været så stor mangel på medarbejdere i daginstitutionerne, at der ikke er tid nok til det enkelte barn.
Og problemet rammer forældre med børnehavebørn.
I dag er problemet så alvorlig, at flere daginstitutioner må holde lukket, når der er højt sygefravær blandt personalet. Så må forældre, som skulle have været på arbejde, blive hjemme hos børnene.
Indføre arbejdskraft fra Asien
I Qeqqata Kommunia er ledigheden på 2,4 procent, og tallet kan ikke anses for højt, siger borgmester Malik Berthelsen (S).
Men for at løse problemet har Qeqqata Kommunia besluttet at hverve asiatiske pædagoger.
- Ja, nu arbejdes der på at identificere de 10 personer, som vi ønsker at ansætte. Og når det er afgjort, hvem de skal være, så ønsker vi at indføre dem hurtigst muligt, så snart vi har fået tilladelserne.
- Vi har tidligere tænkt tanken. Men da forholdene er alvorlige, og vi ikke har andre steder at hente folk fra, så har vi besluttet, at der ikke andet at gøre. Lad os prøve at indføre asiater, siger borgmesteren.
Det er dog lidt noget andet, når der skal passes børn. Alligevel tager kommunen chancen, fortæller Malik Berthelsen:
- Vi har et samarbejde med andre, som har erfaringer med at indføre arbejdskraft. De hjælper os. Vi har forelagt dem de krav, vi stiller. Fra vores side har vi stillet krav om, at de, som kommer, har pædagogiske erfaringer.
De skal lære sproget hurtigt
Ud over pædagogisk erfaring, stiller kommunen også et andet vigtigt krav.
- Det er, at de lærer vores sprog, når de kommer. Vi har tidligere set asiater, som arbejder i Grønland, og som har lært sproget.
- Og vi forventer, at de lærer hurtigt. Især når de er blandt børnene, siger Malik Berthelsen.
Det er endnu ikke kommet på plads, hvornår de nye medarbejdere i daginstitutionerne ankommer.
- Det afhænger meget af, hvor hurtigt vi kan erhverve tilladelser til dem, som kommer ude fra.
Kommunen arbejder også på at indføre arbejdskraft ude fra til Maniitsoq. Her gælder det medarbejdere til plejehjemmet Neriusaaq.