Grønland skal lære af Alaskas erfaringer med råstoffer

Grønland står over for et grundlæggende spørgsmål, når udenlandske investorer viser interesse for landets naturressourcer: 

Hvordan sikrer man langsigtede økonomiske gevinster for befolkningen uden at ødelægge naturen eller skade andre erhverv?

Alaska, USA's nordligste delstat, har årtiers erfaring med den afvejning. 

Olie- og mineindustrien har skabt økonomiske muligheder, men også miljøproblemer og affødt spørgsmål om, hvem der får del i indtægterne.

Det fortæller den republikanske senator Lisa Murkowski, der i sidste uge besøgte Nuuk for at tale med grønlandske politikere og andre interessenter om forholdet mellem Grønland og USA.

Hun er formand for Senatets bevillingsunderudvalg for indenrigs- og miljøområdet og går ind for at udnytte Alaskas naturressourcer til at skabe arbejdspladser, styrke økonomien og sikre USA adgang til energi og mineraler.

Murkowski mener, at råstofudvinding kan gå hånd i hånd med miljøbeskyttelse, hvis der stilles klare krav.

Rige på ressourcer, men mangler infrastruktur

Alaska og Grønland er begge rige på naturressourcer, men den arktiske geografi og den begrænsede infrastruktur gør udvinding vanskelig og dyr.

- Vores udfordring er ikke at finde ressourcerne eller identificere, hvor meget der er af dem. Vores udfordring er, at vi ikke kan få dem ud, fordi vi mangler den grundlæggende infrastruktur, siger Lisa Murkowski.

Mineprojekter kræver ofte, at virksomhederne selv sørger for strøm, veje og havne. 

Det kan gøre selv meget rige forekomster økonomisk vanskelige at udnytte, fortæller senatoren, der har repræsenteret Alaska i den amerikanske kongres siden 2002.

Når hun ser på Grønland, ser hun et land, der står over for nogle af de samme valg, som Alaska har truffet gennem årtier. 

Udfordringen handler ifølge Murkowski ikke kun om at tiltrække investeringer, men også om at sikre, at råstofprojekter skaber varig værdi for befolkningen.

Midlertidige arbejdspladser

Lisa Murkowski har set, hvordan store råstofprojekter i Alaska kan skabe arbejdspladser uden at sikre lokalbefolkningen en varig økonomisk gevinst.

- Ofte kommer der nogen udefra, som vil udnytte en ressource. De udvikler projektet og rejser igen. I mellemtiden har lokalbefolkningen fået arbejdspladser under byggeriet og måske nogle job, mens driften stod på, siger hun.

De bedst betalte stillinger går ifølge senatoren ofte til folk udefra. 

Derfor bør Grønland ikke nøjes med at spørge investorerne, hvor mange arbejdspladser deres projekter vil skabe.

- Når man hører løfter om, at der vil komme arbejdspladser, er det vigtigt at spørge: Hvilke slags arbejdspladser? Tager I jeres egne medarbejdere med, eller vil I uddanne grønlændere til jobbet? siger hun.

Det afgørende er også, hvad der sker, når anlægsarbejdet slutter.

- Hvis I investerer i os som mennesker og giver os de nødvendige kompetencer, er det noget, der holder på længere sigt, siger Lisa Murkowski.

Lokale indtægter

I Alaska findes der en lovbestemt ordning, hvor regionale selskaber ejet af oprindelige folk skal dele en del af nettoindtægterne fra underjordiske naturressourcer med andre regionale selskaber. 

Formålet er blandt andet at sikre, at indtægterne fra råstofudvinding kommer oprindelige folk i flere dele af Alaska til gode.

Men fordelingen af råstofindtægter har ikke nødvendigvis skabt større velstand for alle. 

Ordningerne har også bidraget til økonomisk ulighed og interne spændinger, ligesom flere lokalsamfund fortsat oplever fattigdom, vurderer Anne Merrild, professor i miljøvurdering i Arktis. 

Hun har undersøgt konsekvenserne af råstofudvinding i Alaska og tidligere beskrevet problemerne i et interview med Sermitsiaq.

Lisa Murkowski fremhæver dog Red Dog-zinkminen i det nordvestlige Alaska som et eksempel på, hvordan råstofindtægter kan komme flere lokalsamfund til gode.

Minen ligger på jord, der tilhører det regionale selskab NANA, som modtager indtægter fra minedriften. En del af disse indtægter fordeles gennem en fælles ordning til andre regionale selskaber ejet af oprindelige folk.

Men minen illustrerer også dilemmaerne ved råstofudvinding. Mens minedriften skaber arbejdspladser og indtægter, kan den samtidig påvirke miljøet og de områder, som lokalsamfundene er afhængige af til blandt andet jagt og fiskeri.

Samtidig mangler nogle oprindelige samfund i Alaska fortsat basale faciliteter som rent drikkevand og tilstrækkelige sanitære forhold.

Murkowski beskriver de lokales ønske om at få del i de økonomiske muligheder sådan:

- 'Vi forstår bekymringerne, men vi vil også gerne have del i nogle af de økonomiske muligheder, som I har i Anchorage og Fairbanks. Vi vil også have økonomisk indflydelse på vores eget liv,' siger hun om deres perspektiv.

Grønland skal ikke kopiere Alaskas model direkte, men princippet om at dele indtægterne fra råstofudvinding, så flere lokalsamfund får del i de økonomiske gevinster, er værd at overveje, mener hun.

Naturen sætter grænser for udviklingen

Selv om Murkowski generelt støtter minedrift, mener hun ikke, at alle projekter bør gennemføres.

Hun fremhæver Pebble Mine, et omstridt mineprojekt ved Bristol Bay i Alaska, hvor et af verdens mest produktive laksefiskerier ligger.

- Det er ikke et område, hvor vi kan løbe den risiko, siger hun om projektet.

En mine har begrænset levetid, mens et bæredygtigt forvaltet fiskeri kan skabe værdi i generationer.

Ifølge Murkowski bør Grønland tilsvarende veje mulige råstofindtægter op mod værdien af eksisterende erhverv, der kan skabe arbejdspladser og indtægter langt ud i fremtiden. 

Det gælder ikke mindst fiskeriet, som fortsat spiller en nøglerolle i grønlandsk erhvervsliv.

Klare regler fra start

Når et råstofprojekt først er besluttet, kræver det desuden klare miljøregler og hensyn til de berørte lokalsamfund fra begyndelsen, understreger Murkowski.

Og selvom visse krav kan øge omkostninger og have en afskrækkende effekt på investorer, skal vilkårene fastlægges fra start. 

Alaska har erfaringer med ældre miner, der ikke blev sikret ordentligt, og hvor afstrømning fortsat skaber problemer.

Trans-Alaska-rørledningen, der har transporteret olie gennem delstaten i snart 50 år, viser, ifølge Murkowski, hvordan store projekter kan tvinge industri, miljøhensyn og oprindelige folks rettigheder til at blive afvejet mod hinanden.

Byggeriet udløste konflikter om miljøpåvirkning og retten til de landområder, rørledningen skulle krydse. Samtidig blev der indarbejdet tekniske løsninger, som skulle beskytte permafrosten og gøre konstruktionen i stand til at håndtere jordskælv.

- Det var spændingerne mellem de forskellige interesser, der tvang alle til at finde en løsning: Hvis det her skal prioriteres, skal det også gøres ordentligt, siger hun.

Stil krav til investorer

Grønland er ved at overveje en ordning for screening af udenlandske investeringer. Det ser Murkowski som et vigtigt redskab, men hun mener, at debatten også bør handle om, hvordan investeringerne kan styrke befolkningen økonomisk på længere sigt.

Hun nævner en planlagt dybvandshavn i Nome i Alaska, der skal kunne betjene både lokale fiskere og større skibe med opgaver inden for arktisk sikkerhed.

Ifølge Murkowski viser eksemplet, hvordan forskellige former for infrastruktur kan gavne flere erhverv og lokalsamfund frem for kun at understøtte ét projekt.

Derfor bør Grønland spørge fremtidige  investorer, hvordan deres projekter kan skabe varig værdi for befolkningen – også efter at råstofferne er udvundet.

- Jeg synes, det er vigtigt, at grønlænderne tør stille spørgsmål til, hvordan de selv bliver økonomisk styrket på længere sigt og ikke kun gennem et kortvarigt projekt, siger hun.