Medie: Pentagon vil bygge nye militære anlæg i Grønland næste år
USA forventer at begynde arbejdet med nye militære anlæg i Grønland næste år, og det amerikanske forsvarsministerium planlægger omfattende opgraderinger af Pituffik Space Base.
Det skriver det konservative medie, Washington Examiner, med henvisning til en højtstående embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium, der tirsdag talte ved et møde med forsvarsjournalister i den amerikanske hovedstad.
- Vi håber at have en vis indledende kapacitet på plads allerede næste år, sagde embedsmanden med henvisning til præsidentens udmelding om, at USA vil etablere to nye militærbaser i Grønland.
Planerne omfatter Narsarsuaq i Sydgrønland og Mestersvig på østkysten. Muligheden for at etablere amerikanske militære anlæg de to steder indgår i den nye forsvarsaftale mellem USA, Grønland og Danmark.
Vejrforhold spiller ind
Pentagon er allerede i gang med planlægningen, men vejret begrænser mulighederne for at påbegynde arbejdet i år, fortalte repræsentanten fra Trump-administrationen.
- Vi er i øjeblikket i en planlægningsfase, fordi vi næsten med det samme løber tør for den periode, hvor vejret tillader, at vi kan udføre noget, sagde embedsmanden.
I Sydgrønland er der ifølge embedsmanden omkring 300 dage om året, hvor vejrforholdene tillader anlægsarbejde. Ved Pituffik i Nordgrønland er det kun muligt i nogle få måneder om året.
I Mestersvig findes allerede en gruslandingsbane på omkring 1.830 meter, som kan indgå i planerne for de nye faciliteter.
Vil opgradere radar og energiforsyning
Ud over de nye anlæg planlægger USA en række investeringer i Pituffik Space Base, som spiller en nøglerolle i USA's forsvar mod potentielle missilangreb.
De skal blandt andet omfatte opgraderinger af radarsystemer, energiforsyning og hangarer.
Ifølge embedsmanden foreligger der allerede en detaljeret investeringsplan, og arbejdet ventes at begynde næste år, når vejrforholdene igen tillader det.
Pituffik er en central del af USA's system til tidlig varsling af potentielle missilangreb mod det amerikanske fastland.
Grønlands geografiske placering gør området strategisk vigtigt, fordi et angreb over Arktis vil kunne passere over Grønland.
- Betydningen af det, Pituffik leverer, både på rumområdet og i den strategiske varsling, kan ikke overvurderes, sagde embedsmanden.