Turbobehandling af nye love vækker bekymring

Politikerne havde travlt på den netop afsluttede efterårssamling. Flere store love blev behandlet på kort tid og uden ret meget forberedelsestid for de 31 medlemmer af parlamentet.
Anita Hoffer Foto © : KNR
28. november 2017 06:46

Præcisering tirsdag 27. november kl 15.54: Det fremgik tidligere af artiklen, at Sara Olsvig og Kim Kielsen ikke har ønsket at give interview om sagen. Retteligt kunne de ikke deltage i Qanorooq mandag aften.


Det vækker bekymring hos organisationen Transparency International Greenland:

 - Det, vi er bekymret for, er når det går så stærkt får man så alt med, er tingene godt nok forberedt, kan man være sikker på det? fortæller formand Anita Hoffer.

LÆS OGSÅ Hastelov om lufthavnsfinansiering slap igennem

Inatsisartut måtte eksempelvis behandle en ny lov om indkomstskat for tilkaldt arbejdskraft tre gange i en periode på blot seks dage. I mellemtiden skulle udvalget behandle forslaget og medlemmerne skulle forholde sig til ændringsforslag og betænkninger.

LÆS OGSÅ Hastelov skal sikre finansiering til lufthavne

Demokraternes Nivi Olsen fortæller, at det er første gang, at hun oplever sådan en proces i sin politiske karriere:

- Man er helt rundt på gulvet, vi arbejdede meget hurtigt og vi havde ikke tid til at gå i dybden med forslagene, fortæller hun.

Og det samme mener Hans Enoksen fra Partii Naleraq. Han håber på en bedre proces i fremtiden:

- Naalakkersuisut og Inatsisartut burde have mere tid til at behandle forslagene samt mere tid til at partierne kan snakke sammen og ikke mindst samfundsaktørerne, borgerne og organisationer skal også have tid til at medvirke, fortæller Hans Enoksen til KNR.

LÆS OGSÅ Hastelov sendt i lynhøring

Kan påvirke demokratiet

Hastebehandling af lovforslag kan påvirke demokratiet på mange måder og borgerne skal være opmærksomme på sådanne behandlinger, mener Anita Hoffer:

- Jeg synes faktisk, borgerne skal være bekymret for om vores demokratiske processer bliver overholdt, fordi det er jo også til deres eget bedste, at det bliver den bedste lovgivning, der kommer til at gælde for Grønland, siger hun til KNR.

Hverken Kim Kielsen eller Sara Olsvig fra Naalakkersuisut kunne stille op til interview i Qanorooq på KNR tv mandag aften om emnet.

LÆS OGSÅ Sermersooq frygter hastelov vil koste 135 millioner kroner

LÆS OGSÅ Udvalg revser og stemmer for Naalakkersusiuts hastelov