Selvstyret har sikret de grønlandske rubiner fra Asien på et hemmeligt sted
Et lagerhus i Indien og et i Thailand har huset de grønlandske rubiner fra Aappaluttoq ved Qeqertarsuatsiaat, siden Greenland Ruby gik konkurs i 2024.
Her har de rødfunklende sten befundet sig, da de var sendt til forarbejdning.
Nu er de blevet fragtet tilbage til deres oprindelsesland; tilbage til Grønland.
Det oplyser Jørgen Hammeken-Holm, departementschef for råstoffer og justitsområdet.
Han vedkender sig, at historien kunne lyde som en film: ’Indiana Jones og de grønlandske rubiner fra Asien’.
Af samme årsag vil han ikke oplyse, hvor i Grønland rubinerne konkret befinder sig, da rubiner har det med at tiltrække nogle uheldige typer.
- De er sikret et sted i Grønland, udtaler departementschefen.
Kan du komme ind på, hvorfor du ikke kan komme ind på, hvor de er?
- Det kunne jo friste nogle svage sjæle, som tror, at det er nemt at anskaffe sig. Men så let er det ikke at komme til det, og så let er det heller ikke at skaffe nogle kontanter på det. Det er rimelig svært.
Endnu ikke Grønlands
Selvom stenene atter befinder sig på fjeldgrund, så er kampen om deres ejerskab ikke slut endnu.
I modsætning til en actionfilm om rubiner i junglen, så står kampen mellem selvstyrets advokater og embedsmænd imod kuratellets advokater.
Mediet Finans kunne sidste år fortælle, at den samlede koncern bag Greenland Ruby har anmeldt et krav på 1,9 milliarder kroner i gæld.
Jørgen Hammeken-Holm fortæller, at da rubinerne er noget af den eneste værdi tilbage, så kuratellet er yderst interesseret i at få det endelige ejerskab over stenene.
Selvstyret mener, at når et selskab er gået konkurs, og det ikke længere har en tilladelse i Grønland, så tilhører mineralerne Grønland.
- Det er ikke alle, der er lige enige i det, og det kan man godt forstå. For det er det eneste, som er et aktiv i selskabet, altså det er det eneste, som har en værdi i selskabet, siger Jørgen Hammeken-Holm.
Derfor forventer Selvstyret, at der kommer et juridisk efterspil, som kan føre til en retssag over, hvem der ejer rubinerne.
- Kuratellet vil have nogle penge for rubinerne. Det vil vi ikke give dem, fordi vi mener, at stenene i forvejen er Grønlands ejendom. Så der er en mulighed for, at det ender i retten.
Fragt over verdenshavene
Af samme årsag har det været vigtigt for både Selvstyret og kuratellet, at stenene er sikkert opbevaret i mellemtiden.
- Vi begyndte at blive meget bekymrede for, at det var et stort varelager i Thailand. Vi syntes ikke, at det var særligt sikkert. Hvis rubinerne forsvandt derude, så havde vi ikke en jordisk chance for at kunne komme efter dem, siger Jørgen Hammeken-Holm og fortsætter:
- På et tidspunkt skar vi igennem og sagde: ’Nu vil vi have sikret de her mineraler’, så de ikke længere var ude i Thailand og Indien. Det fik vi kuratorerne med på.
Departementet for råstoffer sendte da deres folk til Indien og Thailand, så de kunne få sig et overblik over situationen.
Herefter pakkede og plomberede Selvstyret selv rubinerne, så de sikrede sig, at kasserne ikke blev åbnet under fragten.
- Det var rimelig vigtigt for os, at der var styr på det. Det var vores folk, som fragtede tingene rundt; ikke en eller anden mafioso eller nogle andre lyssky elementer, siger departementschefen.
Stenene ankom til Grønland ad flere omgange i løbet af sommeren og efteråret sidste år.
Ringe værdi
Jørgen Hammeken-Holm fortæller, at der har været tale om et stort antal rubiner, som blev fragtet.
Det førte til en del sikkerhed i form af forsikringer samt bevæbnede vagter, som fulgte kasserne fra lager til afsendelsesstedet.
Men departementschefen mener ikke, at virkeligheden er så vild, som det hurtigt kan komme til at lyde.
Værdien af stenene er nemlig ikke særlig høj.
Det skyldes, at kvaliteten fra rubin-bruddet i Aappaluttoq generelt ikke er særlig høj.
Selvstyret har sikret sig alle stenene, hvoraf langt størstedelen er uforarbejdede samt af lav kvalitet.
- Kuratellet havde faktisk prøvet at sælge det. Der var nogen, der gerne ville købe det. De bød en pris på en million dollars, hvilket vi syntes var lidt latterligt. Men det var faktisk den pris, Kuratellet kunne få på det tidspunkt.
Udstilling eller salg
Forud venter en mulig kommende retssag.
Hvis Grønland vinder rettighederne til rubinerne, så skal politikerne efterfølgende tage stilling til, hvad der skal ske med dem.
Jeg kan forestille mig, at det ville krible lidt i fingrene efter at få mulighed for at se dem efter så lang tid?
- Hvis jeg vidste, at de var mange millioner værd, og jeg tog mine fingre ned i dem, så ville det måske. Men ikke når materialet måske slet ikke er noget værd. Vi skal bare sørge for, at Grønland får den værdi ud af rubinerne, som Grønland skal have, siger Jørgen Hammeken-Holm.
Har der været drøftelser omkring, hvad fremtiden for både værdien, men også stenene i sig selv bliver?
- Vi har ikke drøftet det.
Regner du med, at det her bliver et længere politisk efterspil, eller er det mere administrativt?
- Når ejerskabet er afklaret, kan vi tænke på, hvordan vi skal håndtere stenene.
- Der er muligheder for at lave noget salg på en eller anden måde såsom en auktion, eller noget andet. Men der er slet ikke taget stilling til, hvordan de skal håndteres efterfølgende.
Er der en drøftelse om, hvorvidt offentligheden på et eller andet tidspunkt får mulighed for at se dem?
- Det kunne jeg rigtig godt tænke mig. Det kunne da være fedt, hvis man kunne lave sådan en kæmpe montrefyldt med rubiner; også selvom de måske ikke er så meget værd.
Hvornår håber I, at de her uløste spørgsmål kommer til at være besvaret?
- I hvert fald ejerskabet inden sommerferien, slutter departementschefen.