Niels levede et liv som de fleste andre. Så fik han en hjerneblødning
Spurgte man Niels Skifte for tre et halvt år siden, om han troede, at han nogensinde skulle miste evnen til at gå, tale og skrive, ville han have svaret nej.
Dengang var han 29 år. Han boede i Nuuk, drømte om at tage en læreruddannelse og levede et travlt liv med arbejde og aftaler med venner.
Alt det ændrede sig pludseligt.
- Det var en helt normal, kedelig dag, fortæller Niels Skifte.
- Jeg kan huske, at jeg lige pludselig ikke kunne tale. Der kom volapyk ud.
Niels Skifte tog hjem og tænkte, at han nok bare trængte til at sove. Han endte dog alligevel med at smutte til sundhedscentret i Nuuk. Mens han stod i ventesalen, faldt han om.
- Da jeg vågnede, kunne jeg ikke bevæge min højre arm eller mit højre ben, siger han.
Lægerne fortalte Niels Skifte, at han havde fået en stor hjerneblødning i venstre side af hjernen. Han kunne ikke længere tale eller skrive, han kunne ikke gå, og han havde ondt.
Efter en indlæggelse på Rigshospitalet i Danmark flyttede han fra Nuuk til Maniitsoq, hvor hans familie bor. For han havde brug for hjælp hele tiden. Til alt fra at vaske tøj til at lave mad. Simple hverdagsting.
- Mit liv blev jo totalt forandret, fortæller Niels Skifte, der nu har brug for at sove meget mere end før.
Han kan heller ikke holde til at være så social, som han plejede at være.
- Før føltes det som om, jeg altid har haft travlt. Enten skulle jeg være på arbejde eller have et socialt liv hele tiden. Man savner det.
Handicapområdet er usynligt
Niels Skifte har levet det meste af sin ungdom uden handicap. Før hjerneblødningen bekymrede han sig ikke om, hvordan levevilkårene var for mennesker med handicap.
- Jeg tænkte ikke ordentligt over det overhovedet. Og efter en hjerneblødning kan man se, hvilke livsvilkår man får, siger han.
Og vilkårene er ikke gode. Det har landets handicaporganisationer råbt højt om i mange år. Tilsyneladende for døve ører.
Senest har handicaptalskvinden for Tilioq, Anja Hynne Nielsen, kritiseret forslaget til den nye handicaplov – der har været mange år undervejs – for ikke at komme med nogle forbedringer.
Niels Skifte har efter sin hjerneblødning mærket på egen krop og i eget liv, hvordan handicapområdet er blevet nedprioriteret.
- Jeg vil bare gerne have en forholdsvist normal hverdag som alle andre. Men handicapområdet er så “gemt”, at man glemmer det. Man føler sig glemt, og man føler sig ikke som en person, siger han.
Blandt andet skulle han vente i ni måneder på at få at vide, om han kunne få førtidspension.
- De ni måneder var nogle rigtig lange måneder, siger han.
Livet med handicap er usikkert
I dag kan Niels Skifte både gå og tale. Selvom det stadig kan være svært at finde ordene, bliver det bedre og bedre, fortæller han.
Men heller ikke her er det takket været den hjælp – eller mangel på samme – som han har fået her i landet.
- Jeg skulle slås med kommunen hele tiden for at få hjælp. Efter lidt over et halvt år besluttede jeg mig for at flytte til Aalborg i Danmark.
Her fandt han et hjerneskade- og talecenter, hvor han fik hjælp af ergoterapeuter, fysioterapeuter, neuropsykologer og talepædagoger.
- Det var et vendepunkt efter min hjerneblødning, siger han.
Efter et års tid i Danmark flyttede han tilbage til Maniitsoq for at være tættere på familien. Udover at være førtidspensionist, arbejder han nu fire timer om dagen, tyve timer om ugen.
Før din hjerneskade havde du så nogensinde forestillet dig, at du kunne ende i den her situation?
- Næ, overhovedet ikke. Det havde jeg simpelthen ikke forestillet mig. At jeg skulle få sådan en skade lige pludselig, svarer han.
Hjerneblødningen har fået Niels Skifte til at reflektere en del over handicapområdet og den virkelighed, som mange mennesker – inklusive ham selv – lever i.
- Handicap burde berøre os alle. Man kan få en skade lige pludselig, siger han.
Som situationen er i landet lige nu, er det et usikkert liv, man havner i, hvis uheldet rammer en, og man får et handicap.
- Man skal være taknemmelig over sig selv og ens evner. For livet kan ændre sig på ét sekund.
