GE: Lovgivning spænder ben for ambitioner om økonomisk vækst
- Der ligger et stykke ambitiøst papir af politisk karakter. Nu skal det undersøges, hvad der skal til for at realisere de her ambitioner.
Sådan lyder det fra Christian Keldsen, der er direktør i Grønlands Erhverv.
Hans udtalelse kommer i kølvandet på offentliggørelsen af Grønlands udenrigspolitiske strategi - også kaldet arktisk strategi - som blev præsenteret på et pressemøde onsdag formiddag.
- På vegne af foreningen og medlemmerne håber vi meget på, at vi bliver involveret i de processer, der skal til at køre nu. Så vi ikke kommer til at stå med et politisk ønske, som ikke kan indfries i markedet.
Strategien indeholder blandt andet en bred vifte af tiltag inden for udenrigshandelspolitikken, der skal styrke økonomien: For eksemepel skal Grønland udvikle nye handelsmuligheder med Nordamerika.
Det ser direktøren for Grønlands Erhverv et potentiale i.
- I praksis er der bygget nogle gode handelsrelationer til Nordamerika og specielt USA har vist sig meget villige til at etablere sig her og arbejde yderlige for det.
Is og vand
På spørgsmålet om, hvorvidt Christian Keldsen kan se nogle grønlandske varer for sig, som ville gå som varmt brød i de to lande, svarer han:
- Ja, for det sker jo allerede. Vi har en masse fiskeprodukter, og det er et godt marked for sea food. Produkterne skal derhen, hvor vi får den bedste pris. Lige nu er der gang i den i Kina. Prisen er med til at sætte en retning, men vi skal tænke på at sprede os lidt.
Helt konkret fremgår det af strategien, at politikerne vil understøtte, at grønlandske selskaber kan eksportere vand og is til gavn for Grønlands samlede indtægter.
Christian Keldsen kan godt se potentialet, men han er lettere spektisk.
- Vand i form af et luksusprodukt er jo bare vand. Det er en kæmpe investering af markedsføre det, og det er jo ikke sikkert, at bare fordi det kommer fra Grønland, at det så er attraktivt for forbrugeren.
- Jeg ved, at der er et spændende projekt, hvor man sender noget is og vand til Dubai, og det, synes jeg, bare er positivt.
Uheldigt signal
Direktøren i Grønlands Erhverv kan dog ikke svare på, om det er det helt store eventyr, vi står over for.
- Jeg tror, vi skal lægge fokus på at holde et stærkt fiskeri, få styr på vores råstof- og mineralstrategi og arbejde benhårdt på turismen - og ikke mindst at tiltrække de investeringer, der skal til for at vækste turismen og råstofindustrien.
Han mener dog, at forskellige lovgivninger kan komme til at afskrække udenlandske investorer.
- Vi har en turismelov på vej, hvor der forventeligt er et krav om, at 51 procent af alle aktiviteter skal være ejet lokalt. Det er selvfølgelig smukt, hvis ikke det var fordi, at vi skal til at vækste og har behov for, at folk udefra kommer og investere.
Et andet eksempel direktøren bringer op er forløbet med Kuannersuit-projektet. Her kom et forbud mod udvinding af uran til at stikke en kæp i hjulet på Energy Transitions Manerals planer, som de havde arbejdet på i årevis.
Det kan ses som et skræmmeeksempel for andre investorer, da det også kan ske i andre sektorer.
- Det sender et uheldigt signal og fylder meget i investermiljøet, siger han, men understreger, at GE ikke tager et standpunkt i forhold til udvinding af uran.