Grønlandsk badminton sejrer internationalt – men hvem står klar, når træneren forsvinder?
Der er fuld smæk på elguitaren.
Albrecht Damgaard står midt i sit eget lille hjemmestudie i Nuuk, fyldt fra gulv til loft med gamle badmintonpokaler, VHS-bånd og lydudstyr.
Han spiller en rockende solo, mens han forsøger at råbe til mig hen over musikken.
Ikke meget tyder på, at han er 70 år gammel, som han flere gange allerede har beklaget sig over. At han allerede er blevet 70 år. At han allerede er blevet en gammel mand.
Men måske er det netop sådan, man forstår Albrecht Damgaard bedst.
Ikke som en gammel sportsmand, men som et menneske, der aldrig helt har givet slip.
Som stadig rummer den energi, som i sin tid drev ham frem som en af Grønlands bedste badmintonspillere. Og som siden da, har drevet grønlandsk badminton frem til det, det er i dag.
Et liv i sportshallen
Det er ellers let nok at fortælle, hvem Albrecht er – hvis man kan holde styr på hans omfangsrige CV.
Men han har faktisk også selv lidt svært ved det. For hvor mange gange var det nu, han blev grønlandsmester i herresingle? Og hvad med i double?
- Det er næsten blevet sådan, at hele mit liv handler om sport, siger Albrecht, mens han prøver at tælle alle sine mesterskaber sammen.
Og det gælder ikke kun ham selv. Hans kone Anni har både spillet og trænet fodbold og badminton på meget højt niveau, og da de fik børn, blev hun holdleder for hele familien.
Børnene kom med på træningslejre rundt om i verden, og når de skulle til badmintontræning, kom de bare med op i hallen.
- Næsten hele vores liv har vi brugt i hallen. Men det har også haft sin pris, fortæller Albrecht.
- Jeg kan godt se i dag, at jeg pressede mine børn for hårdt. Jeg pressede dem til at blive de bedste, og da de blev det, gad de ikke mere.
Det samme mønster har nogle gange gentaget sig i trænerrollen.
- Jeg overfører tit min vilje til børnene. Når de vinder, så vinder jeg. En gang pressede jeg en ung spiller så meget, at hun begyndte at græde, og hun ville slet ikke spille mere. Der fandt jeg ud af, at jeg skal passe lidt på med mine egne ambitioner.
Albrecht Damgaard er bevidst om, at det, der har bragt ham så langt, og gjort ham til en af Grønlands mest dekorerede sportsmænd – også for nogen kan, blive for meget.
Et par dæmoner og viljen til at vinde
Han har med glæde fortalt om hallen, om børnene, om viljen til at vinde. Om hvordan han presser både sig selv og andre fremad, nogle gange for meget. Men da han bliver spurgt, hvad der egentlig ligger bag den enorme drivkraft, bliver han sentimental.
- Nogle dæmoner, svarer han.
Albrecht Damgaard har siden han var barn, kæmpet med mange ting. Fra at være for lille og spinkel til at være god til noget, til at være døv på det ene øre, at blive mobbet som barn og mangle den støtte, han havde brug for. Til på mange måder, altid lidt at være den evige to'er.
Men det var det, der blev hans drivkraft. Han skulle bevise sig selv. I musikken, i sporten, i livet.
- Selvom jeg er døv på det ene øre, så sagde jeg til mig selv: Jeg skal fandme blive god til musik.
Og det blev han. Med bandet Qarsoq, syv albums og flere tusind solgte CD’er.
Og i badminton var det konkurrenten Lennart Hansen, der holdt ham i gang. Mens Albrecht var på toppen af badminton i Grønland, kom Lennart Hansen pludselig ind direkte fra 1. division i Danmark, og så brugte de ellers 80’erne og 90’erne på at kæmpe om mesterskabet. Bare de to.
- Han slog mig fire-fem år i træk. Jeg var den evige to’er. Men jeg sagde til mig selv: jeg vil vinde over ham! Og det gjorde jeg så. Og så slog jeg ham fire-fem gange!
To årtier som træner og forbillede
Selvom Albrecht ikke længere selv svinger ketcheren så meget, har han ikke trukket sig tilbage. Tværtimod er han stadig en drivkraft i sporten.
I over tyve år har han stået klar i hallen i Nuuk for at træne børn og unge i klubben B67 – ikke bare i slagteknik og spilforståelse, men også i ansvar og fællesskab.
- Jeg føler, at der er mange forældre, der har afleveret deres uvorne børn til mig. Og så opdrager jeg på dem i et par år, og så kommer de og siger tak. De lærer noget disciplin og noget ordentlighed, som de ikke har lært af deres forældre.
Han bliver stolt og rørt, når han taler om det. Om de børn, han har trænet, og som i dag klarer sig godt.
- Udsatte børn, som har været igennem forfærdelige ting, siger han. Som er vokset op i et dårligt miljø og uden mange muligheder. Som kom ind i hallen med tunge blikke og skuldrene trukket op om ørerne – og som langsomt begyndte at rette sig ud. Som siden da har fået uddannelse og job. Som vokser og trives.
Og børnene kommer stadig. Også når sæsonen er slut. Også når Albrecht, med nye hofter og slidte knæ, ikke selv er meget værd på banen længere.
- De må alligevel kunne lide at blive herset med af mig, griner han, mens han diskret tørrer en tåre væk.
En sport i fremgang, men med en usikker fremtid
Det grønlandske badmintonlandshold er netop vendt hjem fra Island Games på Orkneyøerne i Skotland med fem medaljer. Og flere af dem er unge spillere, som Albrecht Damgaard har trænet op.
Og det sker faktisk næsten hver gang, når badmintonholdet spiller internationale turneringer – så kommer de hjem, med metal om halsen.
Så ser fremtiden for sporten ikke lys ud?
- Det kommer an på, hvornår jeg dør, svarer han.
- Jeg er den grønlænder med den højeste badmintonuddannelse. Jeg er den eneste, der har et elitetrænerkursus. Jeg er den eneste i B67, der kan undervise i det, jeg kan.
- Og jeg er bange for, at hvis de ikke snart finder nogen penge til at lave nogle ordentlige kurser, så er der ingen, der kan afløse mig. De skal have en dansk instruktør herop, eller sende nogen på elitetræningskursus i Danmark, som jeg selv var engang.
Men indtil da bliver han ved.
- Så længe jeg er i live, og Anni er i live – det er jo hende, der styrer økonomien og turneringerne i B67 – så kører det.
Og det gør det. Gennem 20 år har Albrecht trænet op mod 100 børn. Og lige nu er flere af dem på vej hjem fra Skotland med guld om halsen.
Men det er ikke alle, der overhovedet får muligheden for den slags. Ofte er der ikke råd til at sende grønlandske sportshold ud i verden til internationale turneringer.
- Jeg synes, det er en skandale, at man ikke politisk støtter sporten noget mere. Der mangler midler og penge. Man har ikke engang råd til at sende et fodboldhold til en turnering. Der burde komme nogle flere midler fra selvstyret. Også fra kommunen.
Økonomien fylder meget i Albrecht Damgaards bekymringer, men det er ikke det eneste, der kan spænde ben for badmintonens fremtid i Grønland. For selv med medaljer om halsen og stærke resultater på banen, oplever han, at sporten ikke får den anerkendelse, han mener, den fortjener.
- Badminton er jo stadig lidt en dansk sport. I mange andre sportsgrene i Grønland er det overvejende grønlændere, der dominerer holdene. I badminton er det mere jævnt fordelt.
- Så jeg kan undre mig over, at der ikke er større opbakning bag. At det ikke rigtig bliver nævnt, at vi har vundet guld ved Island Games. Men måske er det stadig for dansk en sport?
Han ryster selv på hovedet. For hvordan kan der ligge en barriere i det, spørger han.
- Jeg har set det så mange gange. En lille grønlandsk dreng fra Maniitsoq, der kommer ind i klubben og møder en dansk dreng. De kan ikke engang snakke sammen. Men så spiller de. Og så bliver de venner. For resten af livet. Hvad kan problemet være i det?
En sportsmand med pokaler – og en arv, der ikke kan måles i metal
Til sidst har han fået talt alle Albrecht Damgaards mesterskaber sammen.
11 gange grønlandsmester i herresingle, 16 gange i double, 1 gang i mixed double. Og så tredobbelt grønlandsmester i 1979, hvor han vandt alt, hvad der var at vinde.
Og det tredobbelte mesterskab i 1979 er uden tvivl Albrechts største sejr, fortæller han. Altså lige bortset fra dengang, han vandt en medalje i Veteran-DM i herredouble med en tidligere dansk landsholdsspiller. Da han var 45 år. Den er han ret stolt af, siger han.
For mesterskaberne er mange. Men det, han har sat i gang, er endnu større.
Over to årtier har han bygget et badmintonmiljø op i Grønland, båret af vilje, kærlighed – og, som han selv siger, en håndfuld dæmoner.
Og selvom hofterne knirker, og øjnene ikke ser, som de plejede, er det stadig tydeligt, at han har det.
Viljen. Ambitionen. Drivet.
Og måske vigtigst af alt: Lysten til at give det videre.
