Grønland vil give 300.000 kroner i erstatning til nye spiralofre
- Det vigtigste her er at sige undskyld til kvinderne. Det gør vi nu ved at anerkende, at de er blevet behandlet uacceptabelt.
Sådan siger Erik Jensen, der er naalakkersuisoq for finanser og formand for Siumut.
Sammen med naalakkersuisut har han fået sat 4,5 millioner kroner på finansloven for næste år. De skal bruges til erstatning til de kvinder, der har fået sat spiraler op i underlivet - eller fået anden prævention - uden samtykke efter 1991.
Grønland overtog selv sundhedsvæsenet i januar 1992. Så det er altså kvinder, der er blevet tvunget til prævention, imens Grønland selv har siddet på ansvaret, der nu kan se frem til erstatning.
Helt præcist kan de se frem til 300.000 kroner hver, for Landslægeembedet har identificeret 15 sager. Flere kan dukke op, og skulle det ske, er Erik Jensen parat til at give dem erstatning også.
Undersøgelsen af sagen herhjemme er først færdig til september næste år. Alligevel har naalakkersuisut altså valgt at handle hurtigt og øremærke penge til erstatninger allerede nu. I Danmark har politikerne en anden holdning: De venter på, at en undersøgelse af sagen, hvor kvinder fik tvangsprævention, dengang Danmark havde ansvar for sundhedsvæsenet i Grønland, bliver færdig.
Erik Jensen siger:
- Det er først og fremmest et budskab til kvinderne om, at vi ikke vil acceptere den måde, de er blevet behandlet på. Det er også en besked til staten, som vi mener bør handle på det.
Erstatningen sætter også en tyk streg under, at Grønland har begået overgreb med prævention mod kvinder.
Kvinder vil trække Danmark i retten
De afventende politikere i Danmark har fået lov at føle frustrationen fra kvinder, der fik tvangsprævention før 1992.
I marts i år stævnede 143 kvinder så den danske stat og krævede hver 300.000 kroner i erstatning for brud på menneskerettigheder. Det er altså lige præcis det samme beløb, som Grønland nu vil punge ud med.
Naja Lyberth, der er talsperson for kvinderne, sagde dengang til KNR:
- Regeringen kunne have reageret lidt hurtigere, men de trækker tiden ud.
- De ældste af os er over 80 år, og derfor kan vi ikke vente længere. Så længe vi lever, vil vi gerne genvinde vores selvrespekt og respekten for vores livmodere. Der er ikke nogen regering, der skal bestemme, om vi skal have børn eller ej.
Grønland vil være et forbillede
Kravet om erstatning fra Danmark er altså endt i retten, men sådan ser det ikke ud til at gå i Grønland.
- Hvordan Danmark håndterer det, vil jeg ikke udtale mig om. Det er op til dem. Men i Grønland viser vi, at vi ikke accepterer, at kvinder bliver behandlet på den måde. Vi håber at blive set som forbilleder, fordi vi tager ansvar for, at kvinderne har oplevet noget uacceptabelt.
- Vi håber, at staten vil indse, at de behandlinger, der har fundet sted, ikke kan accepteres, siger Erik Jensen.
Ifølge Erik Jensen har kvinderne allerede været udsat for nok smerte af de grønlandske myndigheder. Derfor mener han, at det er på tide, at Grønland tager ansvaret på sig.
- Kvinder, der har fået spiral uden samtykke, skal modtage en undskyldning og en økonomisk erstatning, siger han.