Lars Løkke Rasmussen til medie: Freden er truet i Arktis

Arktis skal forblive et fredeligt område. Men freden er under pres i området og kræver mere overvågning, mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mener, at især Rusland truer freden i Arktis. Foto © : KNR
30. marts 2023 14:31

Arktis skal være et sted uden krig og konflikter - et såkaldt lavspændingsområde. 

Det aftalte alle nationer med grænser til Nordpolen med Ilulissat-erklæringen fra 2008.

Og det skal bevares, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) til netmediet Altinget Arktis. Men freden i Arktis er under pres.

- Der er kommet en erkendelse af, at vi har bevæget os fra fuldstændig konsensus om, at det er et lavspændingsområde, til at være et lavspændingsområde med nogle potentielle risici, understreger han med henvisning til NATO-landenes blik på Arktis.

Det er især Ruslands militære oprustning i regionen, som ifølge udenrigsministeren er med til at skabe spændinger i Arktis. 

Rusland har istandsat og genåbnet flere militærbaser fra sovjettiden i Arktis. 

I 2021 vedtog Folketinget at bruge 1,5 milliarder kroner på overvågning af Arktis i form af for eksempel droner, satellitter og en ny radar på Færøerne. 

Ifølge den danske udenrigsminister betyder det ikke, at rigsfællesskabet er med til at øge militariseringen i Arktis. I stedet er det at udvise rettidig omhu, mener han.

- Det skal ikke være med en ambition om, at nu skal vi militarisere Arktis. Men vi skal sørge for at have en tilstedeværelse, der gør, at vi kan forholde os realistisk til den militarisering, der sker i den arktiske del af Rusland. Ellers er vi naive, siger han til Altinget Arktis.

Til maj starter forhandlingerne i Folketinget om et nyt forsvarsforlig. I forhandlingerne deltager også de to grønlandske folketingsmedlemmer.