Corona, corona og rådne kartofler: Her er årets mest læste artikler på knr.gl

Otte ud af årets 10 mest læste artikler handler om corona.
Miilu Lund Jensen.
Det gamle Brættet, Kalaaliaraq, lukkede ved Brugseni i Nuuk og flyttede tilbage til Kolonihavnen. Nu bliver bygningen brugt som covid 19-testcenter. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
30. december 2020 09:05

Corona, corona, corona. 

Det var det, I ville læse om på knr.gl i år. Faktisk er der blot to af de 10 mest læste artikler herunder, der ikke handler om corona.

Så kære læsere: Tak for i år. Det har været travlt.

Traditionen tro er her vores liste til jer med de 10 artikler, som I klikkede mest på i året, der gik.

10. Hjemmekarantæne? Sådan skal du forholde dig

Artiklen er bragt to dage efter, coronaen kom til Grønland.

I dag – næsten 10 måneder senere – er der dog sket meget. Nu skal alle, der er rejst ind i landet, være i karantæne i fem dage, inden de bliver retestet. Først når retesten viser negativ, må man bevæge sig ud i samfundet igen.

LÆS OGSÅ Hjemmekarantæne? Sådan skal du forholde dig

Man må dog gerne ”foretage de mest nødvendige indkøb” i sin karantæne, oplyser Landslægeembedet på nun.gl. Men man skal huske at tage mundbind på.

Det skal man også have, når man skal retestes.

16.000 gange klikkede I på den artikel. 

Foto © : KNR / Malik Brøns

 

9. 89 er testet: Ingen nye er smittede

Da coronaen kom snigende i foråret, skrev vi hver eneste dag om antallet af testede. Det stoppede vi med – for det blev jo hverdag ligesom alt muligt andet.

LÆS OGSÅ 89 er testet: Ingen nye smittede

Denne her fik listet sig med ind i top 10 – og I klikkede på den 17.000 gange.

8. En ny smittet med corona i Aasiaat

Artiklen er fra maj og handler om, at en person er kommet tilbage til Grønland fra Danmark – og er blevet konstateret smittet ved retest. 

LÆS OGSÅ En ny smittet med coronavirus i Aasiaat

Det scenarie har gentaget sig en hel del gange efterhånden i 2020. Så selv om artiklen er fra 25. maj er den nærmest stadig aktuel.

17.300 gange har I klikket på den.

Foto © : KNR

 

7. Fyldt container: Derfor blev bananer og kartofler kasseret

Og nu til en artikel, der ikke handler om corona!

I juni smed Brugseni en masse umodne bananer og kartofler i en container ved forbrændingen i Nuuk.

LÆS OGSÅ Fyldt container: Derfor blev bananer og kartofler kasseret

Ifølge Brugseni var kartoflerne ved at rådne, og bananerne var sprøjtet med makismalt modningsgas, inden de blev sendt fra Danmark. Alligevel blev de ikke gule og modne, og så røg de i affaldscontaineren, var Brugsenis forklaring.

19.000 gange klikkede I på den artikel.

Foto © : KNR

 

6. DMI om storm i morgen: Det bliver meget voldsomt

Sørme om der ikke har sneget sig endnu en artikel ind på listen, som ikke handler om corona. 

I november – på dagen, hvor amerikanerne gik til valg og stemte for, at Joe Biden skal blive landets næste præsident - rasede en storm over den grønlandske vestkyst. 

LÆS OGSÅ DMI om storm i morgen: Det bliver meget voldsomt

Det ruskede og regnede, flyene kunne ikke lette, og busserne kørte heller ikke.

Også meteorologerne stormede inde på deres nye kontor i Nuuk efter endt arbejdsdag den dag. 

21.900 gange klikkede I på den artikel.

Foto © : Jeanne Holm

 

5.  Indlæggelser med coronasmittede tager stort dyk i Danmark

Igen skal vi til Danmark tilbage i foråret, hvor vi hungrer efter godt nyt om corona.

Artiklen er fra maj og ifølge den er forårets kurve for patienter, der er indlagt med covid-19, knækket på de danske sygehuse.

LÆS OGSÅ Indlæggelser med coronasmittede tager stort dyk i Danmark

24.813 gange klikkede I på den artikel.

Foto © : Scanpix

 

4. Under een procent smittet i Danmark: Genåbning kan ske hurtigt, mener politikere

Artiklen er fra 18. maj. Efter marts og april med totale nedlukninger i både Danmark og Grønland, hvor flyene blev stående på jorden, og Grønland var totalt isoleret, blev der endelig lempet for indrejse igen.

LÆS OGSÅ Under een procent smittet i Danmark: Genåbning kan ske hurtigt, mener politikere

På det tidspunkt var smittetrykket i Danmark relativt lavt, og ikke lang tid efter kom atlantflyet atter på vingerne og tog passagerer med ombord.

26.900 gange klikkede I jer ind på den artikel.

Foto © : Scanpix

 

3. knr.gl/da/coronavirus

Årets tredje mest klikkede artikel er egentlig ikke en artikel.

Det er vores coronaside, hvor alle artikler, der handler om corona, er samlet. 

41.000 gange har I klikket jer ind på den – og mange tak for det. Det er vi glade for.

2. Forsamlingsforbuddet hæves markant i Danmark

Artiklen er fra april, hvor corona stadig var en ny gæst både i Danmark og Grønland. Artiklen handler om, at op til 500 mennesker måtte samle sig på et sted.

Meget er sket siden, og lige nu er forsamlingsforbuddet i Grønland på 100 mennesker og 250 udenfor.

LÆS OGSÅ Forsamlingsforbuddet hæves markant i Danmark

I Danmark er det på blot 10 personer ud over ens egen husstand.

49.900 har I klikket på den artikel.

Foto © : Scanpix

 

1. Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Og så til førstepladsen.

Faktisk er det lidt snyd, at coronaoverblikket er den artikel i 2020, som I har klikket flest gange på. For overblikket er blevet opdateret og udgivet på ny hver gang, der er sket afgørende nyt.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Men tal lyver ikke – og I har klikket på artiklen 56.500 gange.

Foto © : KNR