Hjemmekarantæne? Sådan skal du forholde dig
Mandag 16. marts blev dagen, hvor coronavirusset kom til Grønland.
Og Naalakkersuisut har indført en enkelt stramning: Alle personer, som kommer udefra, skal i hjemmekarantæne i 14 dage.
Planen er nemlig at begrænse spredningen af coronavirus i landet, siger landslæge Henrik L. Hansen.
LÆS OGSÅ Første person i Grønland er smittet med coronavirus
Men det er ikke lige til at finde rundt i, hvornår man skal i karantæne og hvad man må, hvis man skal blive hjemme:
Hvad er karantæne?
Karantæne går ud på at holde smittede eller folk, der måske er smittede, væk fra dem der er raske. Hos Landslægeembedet er der tre kategorier: 'Bliv hjemme', hjemmekarantæne og hjemmeisolation.
'Bliv hjemme' er den kategori, der gælder for langt de fleste lige nu. Det er alle de personer, der har været ude at rejse udenfor Grønland, og som er kommet hjem igen.
De bliver anbefalet at blive hjemme, begrænse deres gang udenfor hjemmet og undgå besøg.
Hvis man bor sammen med en, der er kommet hjem fra Danmark, skal man minimere social kontakt. Det gælder fysisk kontakt som for eksempel kys og fælles madlavning.
Man skal så vidt muligt også undgå besøg.
LÆS OGSÅ Folk i Nuuk om coronafrygt: - Vi passer ekstra godt på
Hjemmekarantæne er næsten det samme som 'bliv hjemme'.
Det er dog rettet mod dem, der bor i samme husstand som en, der er mistænkt for at være smittet, eller som har haft direkte fysisk kontakt med en, der er mistænkt for at være smittet.
Ved hjemmekarantæne skal man også blive hjemme, undgå besøg og gå så lidt ud i offentligheden som muligt.
Hjemmeisolation er for de personer, der er blevet smittet, men som ikke behøver behandling på sygehuset. Er man i hjemmeisolation, må man ikke forlade hjemmet.
Jeg har været ude at rejse, skal jeg blive hjemme?
Ja, fra den 16. marts bør alle, der ankommer til Grønland fra udlandet - herunder Danmark, blive hjemme i 14 dage fra den dag, de ankommer til landet, lyder anbefalingen fra landslægeembedet.
Det gælder både børn og voksne.
Nogle områder er særlige risikoområder. Hvis man arbejder i sundhedsvæsnet eller med ældresektoren, er det et krav, at man bliver hjemme, hvis man har rejst i risikoområderne.
Hvor længe er man i karantæne?
Den almindelige karantæne i forbindelse med coronavirus er 14 dage.
Man tæller 14 dage fra den dag, man er rejst ind i Grønland.
Hvad må jeg, hvis jeg er i hjemmekarantæne?
Du må være hjemme i din bolig, men undgå besøg og minimer fysisk kontakt. Du må gerne se fjernsyn, spille et spil, læse en bog eller lave mad.
Du må gerne gå ud, men undgå kontakt til andre uden for hjemmet. Du må gerne gå tur med hunden eller købe ind, men undgå offentlig transport, indkøb i myldretiden, fitness, biograf og større forsamlinger.
Hvad gør jeg, hvis jeg tror, jeg er smittet?
Du skal ringe til dit lokale sundshedsvæsen, hvis du oplever symptomer. Så tager de stilling til, hvad der skal ske.
Kilde: Panneraq Noahsen, Landslægeembedet.