Fyldt container: Derfor blev bananer og kartofler kasseret
Brugseni Nuuk smed i onsdags en masse umodne kartofler og bananer ud i en container udenfor forbrændingen i Nuuk.
Og det skabte en del debat på Facebook. Flere skriver, at det er 'svineri', og at kartoflerne og bananerne er blevet smidt ud for ingenting.
Men det er ikke rigtigt, siger salgschef i Kalaallit Nunaanni Brugseni, Jes Nyborg.
Kartoflerne var nemlig ved at rådne, fortæller han.
- Når man har en lukket pose med kartofler med en eller to kartofler, der begynder at rådne, så smitter de.
- Det vil sige, at muggen spreder sig til de andre i posen. Så begynder det at blive et produkt, som faktisk er sundhedsfarligt, siger Jes Nyborg.
Grønne bananer der ikke vil blive gule
Blandt skraldet er også grønne umodne bananer, som ser ud til at kunne blive modne, hvis man bare gav dem lidt tid.
Men de er ikke blevet sprøjtet med nok modningsgas, da de blev sendt fra Danmark, forklarer salgschefen.
Modningsgas, er noget en importør typisk sprøjter på frugter, så for eksempel bananer kan nå at blive gule, når de når ud til butikkerne.
- Hvis temperaturen ikke er 100 procent korrekt for bananerne, så modner de ikke, som de skal i butikkerne.
- Så bliver de bare ved med at være grønne, og til sidst så rådner de simpelthen op og mugner, siger Jes Nyborg.
Brugseni satte ellers bananerne til salg til lave priser, men ingen ville købe dem.
- Der er jo ikke nogen interesse i at købe grønsager - altså kartofler og bananer i Danmark, og betale i dyre penge for at få dem sejlet op til Grønland og så smide dem ud bagefter.
- Det siger sig selv, det gør vi jo ikke, fordi vi synes det er sjovt.
Kan ikke sendes ud til kysten
Grønsager og kartofler kan være dyrebare og bliver tit værdsat til lave priser andre steder end i Nuuk.
Men disse varer ønsker borgerne ikke at spise, mener Jes Nyborg:
- Varen er allerede i en meget dårlig forfatning, når vi smider den ud. Den bliver bestemt ikke bedre af, at den bliver sejlet en uge mere til for eksempel Nordgrønland eller et andet sted.
- Jeg tror heller ikke, at der er nogen mennesker i Grønland, der har lyst til at spise dem.
Kalaallit Nunaanni Brugseni er efter det dårlige parti af grønsager og frugt bestemt ikke tilfreds med deres importør i Danmark.
De understreger, at varerne, de får fra Island, er meget bedre, og at de er ved at arbejde for at øge handlen med Island.
Jes Nyborg understreger, at de kun smider dårlig mad ud.
-Vi smider ikke de gode produkter ud. Det er kun de dårlige varer der ryger ud på dumpen.