Motzfeldt efter Nato-møde: Vi føler os ikke alene

I dag blev Vivian Motzfeldts USA-Europa-rejse i kølvandet på den amerikanske præsidents trusler om at tage Grønland afsluttet i Bruxelles.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, EU's udenrigschef Kaja Kallas og Vivian Motzfeldt. Foto © : John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
19. januar 2026 16:52

Endnu et møde i en tæt pakket kalender er overstået for Vivian Motzfeldt, der er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender. 

I dag blev hendes USA-Europarejse i kølvandet på den amerikanske præsidents trusler om at tage Grønland, afsluttet i Bruxelles. Her mødtes hun med generalsekretær Mark Rutte sammen med den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Modsat en lang række europæiske ledere har Mark Rutte ikke sagt mange ord om den højspændte situation mellem Danmark, Grønland og USA om Grønlands fremtid. Men efter mødet trådte Vivan Motzfeldt frem og sagde til de ventende journalister, at hun er glad for alle tiltag, som gør, at Grønland ikke føler sig alene.

- Vi føler en meget stor opbakning. Også i forhold til en mere permanent tilstedeværelse af Nato, sagde hun.

Foreslår en fast Nato-mission

Vivian Motzfeldt og Troels Lund Poulsen har foreslået Mark Rutte en mere fast Nato-mission i Grønland og Arktis. De seneste dage er der ganske vist kommet soldater fra en flere Nato-lande til Grønland som en del af øvelsen "Arctic Endurance", men det er en danskledet øvelse og ikke en decideret Nato-mission.

Da Vivian Motzfeldt blev spurgt, om USA fortsat kan betragtes som en allieret, svarede hun:

- Vores forsvar hænger sammen med USA’s forsvar.

Her er de lande, der sender soldater til Grønland:

  • Sverige: Udstationerer flere officerer i Grønland.
  • Norge: Udstationerer to officerer i Grønland.
  • Tyskland: Sender et rekognosceringshold på 13 personer.
  • Storbritannien: Sender én officer
  • Frankrig: Har udstationeret 15 soldater i Grønland. De får de kommende dage forstærkning til lands, til vands og i luften.
  • Holland: Sender én officer fra flåden til Grønland.
  • USA: Har i forvejen omkring 150 personer udstationeret i Grønland på Pituffik Space Base. Som følge af forsvarsaftalen for Grønland fra 1951 har USA's militær fri adgang til Grønland.

Mark Rutte stillede ikke op til spørgsmål fra pressen efter mødet med Troels Lund Poulsen og Vivian Motzfeldt.

På det sociale medie X skrev han: 

- Vi drøftede, hvor vigtig Arktis - herunder Grønland - er for vores kollektive sikkerhed, og hvordan Danmark øger investeringerne i nøglekapaciteter. Vi vil fortsætte med at samarbejde som allierede om disse vigtige spørgsmål.

Nato blev oprettet i 1949 og består af 32 medlemslande, hvoraf 30 er europæiske lande. De øvrige to er USA og Canada. 

Vivian Motzfeldt kommer hjem til Grønland i morgen.