Inatsisartutpolitikere er fortrøstningsfulde efter møde med kongresmedlemmer
Der var stor opdækning med presse fra hele verden, da grønlandske, danske og amerikanske politikere fredag var samlet til et møde i Folketinget i København.
Linserne var rettet mod 11 amerikanske politikere fra Kongressen i USA, medlemmerne af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut og politikerne fra Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, der fredag drøftede det, der har trukket overskrifter verden rundt: Præsident Trumps ønske om at overtage Grønland.
For Pipaluk Lynge (IA), der er formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, var ambitionen klar.
Det er at starte en dialog med de amerikanske politikere.
- Vi har hele tiden ønsket dialog og diplomati fra vores side. Så vi ser alle muligheder som et vindue til, at de dialoger kan starte, siger hun.
Amerikanske politikere forstår vores bekymringer
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA), der er formand for Grønlandsudvalget, tog ordet efter mødet. Her slår hun fast, at Grønland og Danmark står stærkt sammen.
- De forstår vores bekymringer i Grønland. Så jeg vil takke mine kollegaer fra USA, Grønland og Danmark.
- Det er en svær tid, så det er vigtig med samarbejde og respekt, siger Aaja Chemnitz, der havde initiativ til mødet.
Pipaluk Lynge fik også ordet. Hun startede med at tale til den grønlandske befolkning på kalaallisut.
Hun understregede, at mødet handler om at få Grønlands ønsker tydeligt frem.
- Det er vigtigt, at vi får sagt klart, hvad grønlænderne vil, siger hun.
Samtidig peger hun på Grønlands rolle i Nato.
- Grønland er medlem af Nato, og derfor har vi også her givet udtryk for vores samarbejde og vores ønske om samarbejde, siger Pipaluk Lynge.
Gidsler i et stormagtsspil
Siumuts Erik Jensen kom også glad ud fra mødet. Han er mere fortrøstningsfuld end før.
- Det var et fantastisk møde. Vi står sammen og vil værne om de rettigheder, vi har, siger han.
Ifølge Erik Jensen havde de grønlandske politikere særligt et budskab med til de amerikanske Kongresmedlemmer om, at det var vigtigt, at man i Grønland kan føle sig tryg.
- For vi er jo bange. Vi er en slags gidsler i det her store magtspil, siger han og fortsætter:
- Vi bragte alle vores budskaber frem til de amerikanske medlemmer, og det bakker de op om. Så det var meget betryggende.
Er ikke bange for annektering
Samme budskab kommer fra Nivi Rosing (IA).
- Der var en meget respektfuld tone fra alle sider, og det er betryggende, at vi kan have en god dialog, siger hun.
Nivi Rosing, som det yngste medlem af Inatsisartut, hvordan oplever du, at Trumps udtalelser har påvirket særligt unge i Grønland?
- Det er de unge, der skal leve med de politiske beslutninger, vi laver i dag. Derfor er det rigtig, rigtig vigtigt, at samtalerne baseres ud fra, hvad grønlænderne vil, om det er selvstændighed, eller hvilke lande vi vil samarbejde med, siger Nivi Rosing.
Selvom præsident Trump fortsat insisterer på, at Grønland bør være en del af USA, er hun ikke bange for en egentlig annektering.
- Fordi Grønland og USA er allieret igennem Nato, og det er det, vi skal baserer os ud fra, siger Nivi Rosing.