Forsamlingsforbuddet hæves markant i Danmark

Forsamlingsforbuddet i Danmark hæves til 500 mennesker fra 10. maj og sommeren over.
Foråret er over Danmark, og fra 10. maj må op til 500 personer ad gangen samles igen, oplyser Sundhedsministeriet.
21. april 2020 06:21

I Danmark har regeringen nu valgt at hæve grænsen for, hvor mange mennesker der må samles ét sted, til 500 mennesker.

Det gælder fra 10. maj og til 1. september. Det oplyser Sundhedsministeriet til Ritzau.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

16. marts blev det forbudt at samles flere end 100 personer ad gangen i Danmark. Det tal blev dog skærpet kort tid efter til et forsamlingsforbud på over 10 personer både i det offentlige rum og til private arrangementer, som fortsat altså er gældende frem til 10. maj.

Med den nye grænse på 500 personer ser en lang række bryllupper, runde fødselsdage og mindre koncerter nu ud til at være reddet over sommeren i Danmark.

LÆS OGSÅ Isak er træt af sit hår: Jeg bliver den første hos frisøren, når den åbner igen

Det fremgik tidligere i underrubrikken, at forsamlingsforbuddet op til 10 personer bliver sat i kraft 10. april 2020. Det er rettet til 10. maj 2020. Vi beklager.