Vivian Motzfeldt om nedslidte militærskibe: Vigtigt at lytte til eksperter

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender vil ikke kommentere inspektionsskibenes konkrete tilstand, men understreger, at det er vigtigt at lytte til Forsvaret og NATO.
De fire inspektionsskibe har været i brug siden starten af 1990'erne og er efterhånden godt slidte, lyder vurderingen fra eksperter. Foto © : Iben Valery / Forsvarsgalleriet
22. december 2023 11:50

Søværnets fire inspektionsskibe Thetis, Triton, Hvidbjørnen og Vædderen, der blandt andet løser opgaver i de grønlandske farvande, er af eksperter blevet kaldt både nedslidte og ude af stand til at løse deres militære opgaver.

Sidste måned vurderede to tidligere kontreadmiraler også, at skibene ikke lever op til NATO’s mindstekrav for at indgå i et fælles internationalt forsvar.

Og selvom de aldrende militærskibe ikke har været oppe og vende politisk endnu, så har naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), fulgt debatten.

-  Vi har ikke drøftet det politisk endnu, men jeg synes, at det er meget vigtigt at følge med i debatten om, hvorvidt skibene er egnede til deres opgave. Og det er vigtigt at lytte til eksperternes råd og meninger, siger hun.  

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S) skal sidde med ved forhandlingsbordet om forsvarets investeringer i Grønland. Foto © : KNR

Vivian Motzfeldt vil ikke kommentere skibenes konkrete tilstand på nuværende tidspunkt, men fortæller at forsvarsmateriel vil blive et vigtigt emne i de kommende forsvarsforhandlinger med Danmark i det nye år.

- Det er svært at pege på, om skibene skal være den vigtigste prioritet i forhold til andre ting. For vi har et stort land og et stort hav, hvor vi skal opfylde nogle sikkerhedsmæssige krav for at følge med den nuværende verdenssituation.

- Vi skal følge med i, hvad der sker ude i verden, og hvad det kommer til at betyde. Men vi skal også huske, at der ikke er krig i det arktiske område. Og det er vores politiske ansvar at sikre, at det forsætter sådan, siger hun.

Med til forhandlingerne

Lækkede dokumenter fra Forsvaret har tidligere vist, at der i Forsvarets ledelse er et ønske om at levetidsforlænge inspektionsskibene, så de kan benyttes i de arktiske farvande mindst 15 år endnu. Og derudover først afsætte penge til at designe og bygge nye skibe fra 2031-2037.

Men i et svar til et spørgsmål fra Inatsisartutmedlem Najaaraq Møller (S) understreger naalakkersuisoq, at det ikke er en politisk vedtaget plan.

- Departement for Selvstændighed og Udenrigsanliggender har været i dialog med Forsvarsministeriet om de lækkede oplysninger. Forsvarsministeriet har i denne sammenhæng understreget, at investeringsplanen er et udkast, som ikke er godkendt af den danske regering og derfor ikke udgør den danske regerings endelige oplæg vedrørende arktiske kapaciteter i kommende forsvarsforlig, skriver hun i svaret.

De grønlandske politikere sidder for første gang med ved forhandlingsbordet, når den danske regering i det kommende år skal beslutte, hvilke forsvarsmæssige investeringer der skal foretages i Arktis de næste ti år.

Og det er et stort ansvar, fortæller Vivian Motzfeldt.

- Danmark har sat mange penge af, som skal bruges til forsvaret i Grønland de næste ti år. Og vi skal være med til at bestemme, hvordan de skal bruges. Vores vigtigste formål med forhandlingerne er at opnå det bedste for Grønland, vores befolkning og vores virksomheder, siger hun.