Eksperter: Helt forkert at lade gamle militærskibe sejle 15 år endnu

Det kan ikke betale sig at lappe på arktiske inspektionsskibe med over 30 år på bagen. Forsvaret bør i stedet investere i nye skibe med det samme, mener to forsvarseksperter.
Inspektionsskibet "Thetis" har været i brug i søværnet siden 1991. Nu bør det snart skiftes ud, mener to forsvarseksperter. Foto © : Brian Djurslev / Forsvarsgalleriet
Skrevet af Thor Bill
21. november 2023 14:53

De fire arktiske inspektionsskibe Thetis, Triton, Vædderen og Hvidbjørnen skal fortsat operere i de grønlandske farvande i mindst 15 år endnu, selvom de er mere end 30 år gamle og efterhånden godt slidte. I hvert fald hvis det står til Forsvaret selv.

Det skriver både TV2 og Altinget Arktis mandag på baggrund af et lækket notat fra Forsvarsledelsen.

Men det er en helt forkert prioritering, for de fire skibe i Thetis-klassen er udtjente, mener Torben Ørting Jørgensen, der er tidligere kontreadmiral og formand for den forsvarspolitiske forening Folk og Sikkerhed.

- Det er jo en kendsgerning, at Thetis-klassen er nået et niveau, hvor det ikke rigtig kan hænge sammen operationelt. Og skal man kaste en masse penge efter at lappe og levetidsforlænge det, så er det penge ud ad vinduet, siger han.

Og det er Hans Peter Michaelsen, der er uafhængig forsvarsanalytiker med over 40 års erfaring fra det danske forsvar, enig i.

- Thetis-skibene er jo allerede 30 år gamle, og det vil sige, at de bliver meget gamle, inden de bliver afløst. Det giver både problemer i forhold til at vedligeholde skibene, men også problemer med, om de overhovedet er rigtige til at løse de opgaver, der er i fremtiden, siger han.

I dag benyttes skibene både til militære opgaver som patruljering og overvågning af de arktiske farvande, men også til kystvagtopgaver som eftersøgninger og fiskeriinspektioner. 

Hans Peter Michaelsen (tv) og Torben Ørting Jørgensen (th) er begge kritiske overfor forsvarets investeringsplaner. Foto © : Forsvarsanalyse.dk / Folk & Sikkerhed

Giver ikke mening at holde dem sejlende

Ifølge de lækkede dokumenter vil Forsvaret først fra 2031-2037 sætte penge af til at designe og bygge nye arktiske patruljeskibe, der kan afløse Thetis-skibene. Indtil da skal de fire ældre modeller levetidsforlænges for 1,3 milliarder kroner.

Men det kan altså ikke betale sig, mener Torben Ørting Jørgensen.

- Jeg mener bestemt ikke, at det er en forsvarlig løsning. Skibene er simpelthen så nedslidte, og de er jo forvejen blevet opgraderet for at få en ny og tungere helikopter med, så de er på maksimum af, hvad de kan udnyttes til, siger han og fortsætter.

- Det er ikke sådan, at de synker i morgen, men det er bare tidspunktet, hvor man med rettidig omhu skal gå i gang med at foretage nyanskaffelser, der kan sikre Forsvarets og Søværnets aktiviteter de næste 30-40 år.

Også Hans Peter Michaelsen er bekymret over Forsvarets planer. For Thetis-skibene kan ganske enkelt ikke løfte deres opgaver længere, siger han.

- De kan formodentlig klare kystvagtopgaver, som søredninger, eftersøgninger og hjælp til fiskeriinspektioner. Men der, hvor jeg bliver bekymret, er ved de militære opgaver. De har simpelthen ikke de overvågnings- og våbensystemer, som er nødvendige.

De fire inspektionsskibe har efterhånden mange år bagen. Her er det skibet "Triton" fotograferet i 1991, da skibet blev indsat i Søværnet. Foto © : Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjenestes arkiv / Forsvarsgalleriet

Nye fly kan ikke overtage

Af de lækkede dokumenter fremgår det også, at Forsvaret i høj grad ønsker at prioritere Flyvevåbnet, og blandt andet vil investere i to eller tre nye fly af modellen Boeing P-8A Poseidon, der er særligt effektive til overvågning af ubåde.

Men også dette valg undrer de to forsvarseksperter.

- Set med mine øjne virker det ikke som den rigtige strategiske udvikling at gå den vej. Der ville min faglige anbefaling være et langt mere allround overvågningsfly, som kan løse mange andre opgavetyper, siger forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen.

Han påpeger samtidig, at flere nærliggende lande som USA, England og Norge allerede har denne type fly, som vil kunne indsættes i området.

Her ses inspektionsskibet "Vædderen" på kystvagt i Grønland i 2008. Foto © : Lars Bøgh Vinther / Forsvarsgalleriet

Heller ikke den tidligere kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen kan se fornuften i at investere i fly til ubådsovervågning.

- Ubådsjagt er altså ikke et område, vi har excelleret særligt meget i tidligere, så jeg har svært ved at se, hvorfor vi skal bruge så mange penge på noget, som i mine øjne er tvivlsomt, siger han. 

Samtidig mener han ikke, at Poseidon-flyene vil kunne overtage opgaver fra de aldrende Thetis-skibe.

- Nej, det kan de ikke. Det er et supplement til dem, men der er jo væsentlig forskel på opgaverne. Altså Poseidon-flyene kan ikke andet end at lokalisere, overvåge og registrere tilstedeværelse. Men de kan jo ikke gribe ind eller redde folk op ad vandet.

Ifølge de lækkede dokumenter ønsker Forsvarsledelsen også at sætte 1,6 milliarder af til at ombygge lufthavnen i Kangerlussuaq, 51 millioner til at styrke Siriuspatruljen samt 605 millioner til at gøre baserne Mestervig, Station Nord og Danevang mere robuste.