Medie: Nedslidte arktiske militærskibe lever ikke op til NATO-krav

Danmark har lovet, at de arktiske inspektionsskibe i Thesis-klassen kan bidrage til NATO’s fælles forsvar. Men ifølge DR lever skibene ikke op til mindstekravene.
Inspektionsskibene i Thetis-klassen blev taget i brug i starten af 1990'erne, og er efterhånden godt slidte, lyder vurderingen fra militære eksperter. Foto © : Brian Djurslev / Forsvarsgalleriet
Skrevet af Thor Bill
29. november 2023 14:16

De fire store militære inspektionsskibe Thetis, Triton, Vædderen og Hvidbjørnen, der normalt sejler i de arktiske farvande omkring Grønland, skal også kunne indgå i NATO’s fælles forsvar, hvis der bliver behov for det.

Det har Danmark lovet, som en del af landets bidrag til den fælles forsvarsalliance.

Men inspektionsskibene, der har mere end 30 år på bagen, er efterhånden så nedslidte og stækkede, at de ikke kan leve op til mindstekravene fra NATO.

Det skriver DR.

Den vurdering kommer blandt andre fra Niels Wang, forhenværende kontreadmiral og chef for Søværnet fra 2005-2010.

- Jeg har utrolig svært ved at se, at Thetis-klassen kan leve op til Nato-kravene til et egentligt krigsskib. For at spare har man fjernet alle de systemer, våben og sensorer, som engang gjorde, at den var en ganske kapabel enhed i forhold til styrkemålet, siger han til DR.

Dumper på en række punkter

Ifølge DR har NATO opstillet 13 mindstekrav til den skibstype, som de fire inspektionsskibe indgår i. Men skibene lever kun op til seks af kravene, vurderer to forhenværende kontreadmiraler.

Resten er ikke eller kun delvist opfyldt.

Eksempelvis påpeger de tidligere militærchefer, at Thetis-skibenes kanon og ammunition ikke er velegnet til at kunne forsvare sig mod hurtige lufttrusler på kort afstand, ligesom at skibene ikke har de rette våben til at kunne medvirke i søkrig mod trusler på overfladen, under vandet eller i luften.

NATO's mindstekrav

DR har bedt to forhenværende kontreadmiraler vurdere, om Thetis-skibene lever op til NATO’s 13 specifikke krav til denne skibstype. Ifølge DR’s kilder dumper skibene på over halvdelen af kravene.

Ifølge vurderingerne kan Thetis-skibene blandt andet ikke:

- indgå i en større flådestyrke og løse alle slags opgave der.

- medvirke i søkrig mod trusler enten på overfalden, under vandet eller i luften.

- indsamle oplysninger ved hjælpe af elektroniske sensorer om natten og i dårligt vejr.

- opdage torpedoer og forsvare sig ved hjælp af sonar eller elektronisk afledning.

- behandle oplysninger fra radarer og andre apparater.

Kilde: DR


Tilbagevendende kritik

Det er langt fra første gang, at Thetis-skibenes tilstand kommer under lup. Flere militære eksperter har tidligere rettet hård kritik mod de aldrende skibe.

Blandt andre Torben Ørting Jørgensen, der er tidligere kontreadmiral og formand for den forsvarspolitiske forening Folk og Sikkerhed.

- Det er jo en kendsgerning, at Thetis-klassen er nået til et niveau, hvor det ikke rigtig kan hænge sammen operationelt. Og skal man kaste en masse penge efter at lappe og levetidsforlænge det, så er det penge ud ad vinduet, sagde han til KNR tidligere på måneden.

Og det er Hans Peter Michaelsen, der er uafhængig forsvarsanalytiker med over 40 års erfaring fra det danske forsvar, enig i.

- Thetis-skibene er jo allerede 30 år gamle, og det vil sige, at de bliver meget gamle, inden de bliver afløst. Det giver både problemer i forhold til at vedligeholde skibene, men også problemer med, om de overhovedet er rigtige til at løse de opgaver, der er i fremtiden, siger han.

Inspektionsskibene har en enkelt kanon monteret forrest på skibene, men ifølge eksperterne er den ikke velegnet til eksempelvis at forsvare sig mod lufttrusler. Foto © : Søren Nagel / Forsvarsgalleriet