Grønlandske stemmer indtager Arktisk Festival i København
Vil du blive klogere på verdens ældste DNA? Lytte til poesi? Eller få taget temperaturen på den geopolitiske situation med Grønland i centrum?
Så kan du tage forbi Arktisk Festival på Nordatlantens Brygge i København, der traditionen tro løber af stablen den 31. oktober og 1. november.
I år er der alt fra geopolitik og perspektiver på den nyeste forskning til maskedans og litteratur på programmet. Det fortæller Ivalo Olsvig, der er kommunikationsmedarbejder på Nordatlantens Brygge.
- Vi har lagt stort fokus på grønlandske stemmer og grønlandske perspektiver, netop fordi vi ved, at Arktis fylder meget i den internationale debat, siger hun og fortsætter:
- Det bliver hurtigt noget, man taler om og ikke med eller lytter til. Derfor har det været et kæmpe fokus at få grønlandske stemmer frem, men også at sætte Grønland på dagsordenen på flere forskellige måder, hvad enten det drejer sig om forsvarspolitik eller EU.
Arrangementer for alle aldersgrupper
Ivalo Olsvig fremhæver samtidig, at der i år også vil være et foredrag på østgrønlandsk. Det er arrangørerne bag festivalen stolte af.
- Vi er særligt stolte over, at vi om søndagen får østgrønlandsktalende på scenen med foredraget 'storfangeren fra Østgrønland'. Det handler om at høre, at Grønland er stort, at der er forskellige sider af landet, og at få østgrønlandske perspektiver på dagsordenen, siger hun og tilføjer, at foredraget vil blive tolket til dansk.
Arrangørerne anbefaler samtidig, at man kommer i god tid, hvis man tager forbi festivalen.
Sidste år var godt 4.000 mennesker forbi festivalen, og det skabte blandt andet kø ved indgangen.
Derfor er festivalen i år spredt mere ud med flere scener på Nordatlantens Brygge, Islands Ambassade, Grønlands Repræsentation og Broens Gadekøkken.
- Vi har haft større fokus på børn og familier i år, da vi oplever, at mange kommer med deres børn. Der er som altid islandske heste om lørdagen og slædehunde om søndagen.
- Samtidig er der maskedans, hvor man kan blive malet, lege inuitlege og høre fortællinger om Sassuma Arnaa (havets moder, red.), fortæller Ivalo Olsvig.
Festivalen er gratis, og man kan se programmet her.