Grønlandske kunstnere får mulighed for at søge Kunstfonden om akut rejsetilskud

Når grønlandske kunstnere pludselig får behov for at rejse, vil deres ansøgninger til Kunstfonden fremover blive besvaret inden for kort tid. Det mener formanden for Kalaallit Atuakkiortut, Grønlands Forfatterforening, Juaaka Lyberth, er en rigtig god mulighed.
Foto © : KNR/Marie Kuitse Kristensen
28. oktober 2026 13:55
Versionist Ivalu Thorleifsen

Kunstfonden har i samarbejde med Air Greenland og NAPA indgået en treårig aftale om at yde økonomisk støtte til kunstnere, der har behov for at rejse med kort varsel.

Det oplyser Kunstfonden i en pressemeddelelse.

Formanden for Grønlands Forfatterforening, Juaaka Lyberth, betegner den nye mulighed som en rigtig god idé:

– Det er en rigtig god idé. Jeg mener, at der har været behov for den i lang tid, og at den længe har været efterspurgt. Men det er glædeligt, at det nu bliver til virkelighed, siger han.

Tidligere kunne kunstnere søge Kunstfonden fire gange om året, men ansøgningerne skulle indsendes i god tid. Kunstfondens formand, Jacob Froberg, forklarer i pressemeddelelsen:

– Ofte bliver kunstnere i Grønland begrænset i deres muligheder for at deltage i arrangementer både her i landet og i udlandet, fordi ansøgningsmulighederne er bundet til bestemte tidspunkter, og fordi sagsbehandlingen tager lang tid, siger han.

Nu kan kunstnerne derimod søge året rundt og få svar inden for kort tid.

Ønske om at prioritere kunstnere bosat i Grønland

Air Greenlands administrerende direktør, Jacob Nitter Sørensen, siger også i pressemeddelelsen, at selskabet er stolt af at bidrage økonomisk til at fremme grønlandsk kunst og kultur.

– Når vores kunstnere får mulighed for at deltage i eksempelvis udstillinger, festivaler og faglige netværk, åbner det døren for nye kontakter og gør det muligt at formidle vores historier til andre dele af verden.

– Derfor er vi stolte af at bidrage med midler til rejser, siger Jacob Nitter Sørensen.

Kunstfonden og Air Greenland bidrager hver med 300.000 kroner om året i en periode på tre år, mens NAPA yder et tilskud på 50.000 kroner om året.

– Når jeg ser, hvor mange penge der er afsat, og at man kan få svar på sin ansøgning inden for fem dage, er det en fantastisk mulighed, som bør udnyttes fuldt ud af alle, der arbejder med kunst og kultur, siger Juaaka Lyberth og fortsætter:

– Jeg håber, at disse midler i højere grad vil blive brugt af kunstnere og kulturaktører, der bor her i Grønland, for grønlændere, der bor i Danmark, har allerede mange muligheder, netop fordi de bor i Danmark.

– Derfor vil det naturligvis være ønskeligt, at kunstnere, der bor i Grønland, bliver prioriteret.

Kunstnere kan allerede nu søge om økonomisk støtte til deres rejser.