Værtshusejer i Sisimiut om alkoholforbud: Jeg forstår det ikke

Ejeren af værthuset Kukkukooq i Sisimiut er mildest talt utilfreds med, at alkolhol-salget lukkes i to uger.
Værthuset Kukkukooq i Sisimiut. Foto © : Kukkukooq - Privatfoto
Skrevet af Alice Sørensen
12. januar 2022 13:04

- De fleste er jo vaccineret, så det er en omgang fis.

Det siger ejeren af værtshuset i Sisimiut, Kukkukooq, Søren Andersen.

Efter anmodning af borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen (Siumut), har Naalakkersuisut nemlig i de næste to uger lukket for salg og udskænkning af alkohol i kommunen.

LÆS OGSÅ Alkoholsalg i Qeqqata Kommunia lukkes midlertidigt

Værtshuset Kukkukooq har normalt åbent klokken 18 til midnat i hverdagene og fra klokken 18 til tre i weekenderne. Men nu skal ejeren altså holde lukket på grund af alkoholforbuddet.

Søren Andersen er især ked af, at skulle medarbejderne hjem.

- Vi har syv-otte medarbejdere i alt og de mister deres indkomst, deres levebrød, siger han.

Ejer savner kompensation for restriktioner

Lige nu er der over 500 corona-smittede i Qeqqata Kommunia, alligevel forstår værtshusejeren ikke hvorfor salget stoppes.

Naalakkersuisut har slukket for øl-hanerne fra tirsdag 11. januar frem til tirsdag 25. januar. I den periode må der hverken sælges eller udskænkes alkohol med mere end 2,25 promille i Qeqqata Kommunia.

Det er anden gang under corona-pandemien at borgmesteren har ønsket at stoppe alkohol-salget. Første gang var fra den 12. til 18. august sidste år.

LÆS OGSÅ Alkoholforbud forlænges i Sisimiut

- Jeg har mistet mellem en halv og en hel million kroner sidst alkohol-salget blev lukket. Dengang fik vi heller ikke kompensation, siger Søren Andersen.

- Hvis de så bare var lige så hurtige til at give kompensation som de er til at lave restriktioner, så forstår jeg ikke hvorfor de skal lukke for alkohol-salget.

Hvordan ville du have det med, at et ophold i dit værtshus blev grund til en superspredning?

- Der er jo ingen som bliver alvorligt syge og kun een er indlagt på sygehuset, så jeg forstår det simpelthen ikke, slutter Søren Andersen.

Kommune bekymret over smitteudviklingen

Alle landets restauranter og værtshuse har fra kl. 22 forbud mod at sælge og skænke alkeholdige drikke frem til den 25. januar.

- En negativ udvikling i forbruget af alkohol i hjemmet vil ikke alene ramme børn og familielivet, men vil også øge risikoen for spredning af Covid-19, idet man er mindre opmærksomme på smittefaren ved sammenkomster, hvor der drikkes alkohol, skriver Naalakkersuisut i deres pressemeddelse om stop af alkohol-salg Qeqqata Kommunia.

Ifølge landslægeembedet, så er 68 procent i kommunen færdigvaccineret.