Emilia gemte sin grønlandske arv væk – nu bærer hun den med stolthed
Emilia Sølvsten er 26 år gammel da hun første gang står i Maniitsoq – sin fars fødeby – en by hun troede var lavet af sukker, da hun var lille, fordi de i Danmark, kaldte den ’Sukkertoppen’.
Men Maniitsoq er alt andet end et blødt, sødt landskab. Det er barskt og ujævnt, med høje bjerge og dybe fjorde.
Det har taget hende mange år, men nu står hun der, og mærker hvordan noget tungt i kroppen begynder at løsne sig. Omgivet af det landskab, som hendes far engang måtte forlade, mod sin vilje, og som hun i årevis har følt sig adskilt fra.
Emilia Sølvstens historie er en historie om afstande – geografisk, sprogligt og følelsesmæssigt – mellem Danmark og Grønland. Og det er en historie, hun deler med mange.
Hun er en del af en stigende tendens af unge grønlændere, som er begyndt at søge tilbage mod deres traditionelle identitet. Som ønsker at genfinde og styrke deres kulturelle rødder. Og som genforhandler flere generationers forhold til landets koloniale historie – og deres egen plads i den.
Skam, tavshed og en barndom i skjul
Emilia Sølvsten er vokset op i Danmark med sin danske mor. Hendes grønlandske far tog sit eget liv, da hun var tre måneder gammel. Senere mistede hun også sin storebror til selvmord.
I mange år forbandt hun derfor sit grønlandske ophav med skam, sorg og tavshed.
- Noget af det mest pinefulde at indrømme er, at det at være grønlandsk egentlig har været meget skamfuldt for mig i virkelig mange år.
- Når jeg i skolen delte, hvad der var sket med min far, blev det slået hen som en klassisk grønlandsk fortælling. Om alkoholisme, om endnu en grønlænder, der tog sit eget liv, og alt det, der var forbundet med dysfunktionelle familier.
Allerede som barn lærer Emilia Sølvsten derfor hurtigt at holde sit grønlandske ophav hemmeligt. I mange år gemmer hun sig bag sin hvide hud og sit blonde hår. Men hun kan heller ikke finde ro i sin danske identitet.
Derfor bruger hun efterfølgende det meste af sin ungdom, på at rejse rundt, og bosætte sig alle andre steder, end der hvor hun kommer fra.
Da hun er 18 år, flytter hun til Paris og senere til Berlin, hvor hun uddanner sig som danser og koreograf.
Senere bor hun både i Oslo og Amsterdam, og uddanner sig som billedkunstner.
- Jeg havde mange aggressioner som ung. Jeg kunne mærke, at jeg havde meget vrede. Og jeg tror, danskere nogle gange kan være lidt bange for vrede, og det utæmmede, de ting, der ikke er høfligt og tilpasset. Så jeg vidste, at det ikke var i Danmark, jeg kunne komme til bunds i den konflikt, der foregik inde i mig. Og som jo handlede om min familie.
Da afstanden til faren blev en afstand til Grønland
For Emilia Sølvsten var hendes far, hendes adgang til hendes grønlandske historie og hendes ophav.
Hun ved, at han kom fra en fangerfamilie, at de var rensdyrjægere og spiste med fingrene.
Han kom til verden da Emilia Sølvstens danske farfar i sin tid tog til Grønland for at arbejde som arkitekt og blev forelsket i en grønlandsk kvinde, hendes farmor. Hun blev gravid, men han tog hjem til Danmark igen.
Senere fulgte farmoren efter og opsøgte ham. Men i Danmark ville han knapt nok kendes ved hende og sønnen. Han havde nemlig allerede kone og børn. Og selvom det var hans eget barn, så var det stadig et uægte barn – og et grønlandsk barn – et uciviliseret barn, fortæller hun.
Hendes far blev derfor tvunget til at spise sin mad i kælderen med hænderne på ryggen, sammen med hundene.
Han kunne blive låst udenfor i flere timer på bare fødder.
Og da hans bedsteforældre dør, bliver han nægtet at komme med til begravelsen. I stedet kravler han op på et fjeld, hvor han ligger og ser det hele, langt væk fra.
Det var denne splittelse mellem det grønlandske og det danske, der drev Emilia Sølvstens far til at tage sit eget liv, i en alder af 36 år, fortæller hun. Det var følelsen af ikke høre til noget sted og aldrig at føle sig god nok.
Det er den samme splittelse, der har rumsteret i Emilia Sølvsten, hele hendes liv. Og som er grunden til, at hun har været udrejst fra Danmark i så mange år. Fordi det var lettere at være fremmed ude i verden, end fremmed i sig selv, fortæller hun.
Men selv ude i den store verden kunne Emilia Sølvsten aldrig helt flygte fra det, hun prøvede at lægge afstand til.
Det er da hun står i en lejlighed i Berlin, hun får opkaldet om, at hendes bror Mika, er død.
Og hun ved, at det var den samme splittelse, der også har fået ham til at tage sit eget liv.
- Der var mange af de samme konflikter i ham, som der var i min far. Mika kunne heller ikke finde sin plads i verden. Han vidste ikke, hvordan han skulle fungere, i alle de her systemer. Jeg tror bare aldrig rigtig, han har fundet sig tilpas i livet.
For Emilia Sølvsten bliver hendes fars og brors død uløseligt forbundet med hendes grønlandske ophav. En smerte, der ikke er til at adskille.
- Min far er fra Grønland, og han begik selvmord. Det samme med min bror. Der er noget i den pulje, som er svært emotionelt at adskille fra hinanden. Så det har bare været lettest at lukke ned for alt, der har med min far at gøre. Og det vil så også sige min relation til Grønland.
Når sorgen går i arv
Selvmord har i mange år været en tavs del af mange grønlandske familiers historie. Og selvom det er noget af det, der har gjort, at Emilia Sølvsten har taget afstand fra sit grønlandske ophav, er det også noget af det, der forbinder hende med det.
Hendes fars kamp med sin identitet, som både dansk og grønlandsk, var formet af kulturkonflikter, fortæller hun. Af en grønlandsk familie, der anså ham som en forræder, da han blev ’for dansk’ og en dansk familie, der anså ham som primitiv, fordi han var grønlandsk.
Den splittelse og undertrykkelse han oplevede, forfulgte ham. Og for Emilia Sølvsten, er hans selvmord resultatet af en kolonial undertrykkelse. En undertrykkelse og en sorg, som også hun mærker.
- Den selvmordsfortælling jeg kommer af, både i kraft af min bror og min far, handler om et kollektivt sår. Jeg har det i mit DNA. Jeg mærker den koloniale smerte – og det får mig til at føle mig Inuk.
Det kollektive sår, Emilia Sølvsten beskriver, afspejler et langt større mønster, som mange grønlændere – og især unge – kæmper med. For det, der har præget hendes familie gennem generationer, er en del af en bredere historisk og social virkelighed.
Grønland har i årtier haft en af verdens højeste selvmordsrater. Og bag tallene gemmer sig fortællinger om identitetstab, traumer og kulturel splittelse, viser forskningen. Og det er især unge mænd, som Emilia Sølvstens far og bror, der vælger at tage deres eget liv.
- Hvis ikke du har oplevet det, så tror jeg ikke, du forstår, hvordan sådan en smerte kan sætte sig i knoglerne. Så selvom jeg ikke er vokset op i Grønland, så kender jeg kampen.
Et skridt ad gangen til Maniitsoq
Det var først da Emilia Sølvsten begyndte at arbejde med sorgen i sin kunst og genopbygge relationerne til sin grønlandske familie, at noget begyndte at forandre sig.
Skammen over hendes ophav forsvandt, og noget andet tog form: en ny stolthed.
- Det er igennem relationerne, at mit tilhørsforhold til Grønland og min grønlandske identitet vokser. Den er ikke opstået i et vakuum. Jeg tror, det handler rigtig meget om at gøre det stykke arbejde, som handler om at reparere relationer.
Gennem sit kunstneriske arbejde fandt Emilia Sølvsten sin stemme. Hun begyndte at sætte ord og krop på det, der tidligere kun havde eksisteret som tavshed og smerte. Og hun begyndte at nærme sig Grønland – ikke kun som et sted, men som en del af sig selv.
- Jeg er Inuk. Jeg har mit etniske ophav i mig. Og jeg føler også, selvom det måske lyder lidt klicheagtigt, at der er meget af min sjæl og min måde at forstå verden på, som minder mig meget om måden min grønlandske familie ser verden på.
Emilia Sølvsten er 26 år, da hun føler sig klar til at besøge Grønland for første gang. Hun tager til Maniitsoq, ser hvor hendes far er døbt, og hvor hendes oldeforældre er begravet. Og nu vil hendes faster lære hende trommedans og køre med slædehunde.
Endelig tør hun stifte bekendtskab med de aner, som hun i årevis er flygtet fra.
- Det er jo i virkeligheden det, som jeg har fundet ud af, at min kunstneriske praksis handler om. Det er en healingsproces. En måde at tillade, at alle de der ting, man går og gemmer på, at de bliver så udtalte, at man kan spejle sig i det – og at det bliver aftabuiseret.
Et sted, hvor Grønland og Danmark kan mødes
I dag er Emilia Sølvsten en del af den kollektivt skabte teaterforestilling Jeg, Inuk – Jeg, et menneske, hvor unge i Danmark med grønlandske rødder giver stemme til deres egne fortællinger. Og i 2026 skal hun i bo i Nuuk og være tilknyttet Nuuk Kunstmuseum – denne gang midt i det land, hun i mange år holdt afstand til.
Gennem kunsten har hun fundet et sprog for alt det, hun ikke før har kunne sætte ord på – og et sted at undersøge sin egen plads mellem to verdener. Og det handler ikke kun om hendes egen historie. Det handler også om, hvordan relationen mellem Danmark og Grønland har sat sig i generationer – og stadig gør det.
- Min far skulle engang have sagt, at han følte sig som en fugl i et bur i sin danske familie. Der blev sørget for ham. Der var nogen der gav ham mad og passede på ham. Men han havde aldrig frihed til at være den, han egentlig var.
For Emilia Sølvsten er det billede rammende for det større forhold mellem Grønland og Danmark. Et forhold, der udadtil ofte fremstilles som omsorgsfuldt – men som i praksis kan være begrænsende.
- Det er ligesom den danske varetægt af Grønland. Vi ser det som noget omsorgsfuldt, men det har også skabt et samfund som er blevet frataget en form for værdighed. Derfor tror jeg, at der er en fortsat lang proces med at finde ud af, hvordan forholdet mellem landende skal være.
- Men noget af det stærkeste, jeg har oplevet, er, at når du fortæller en historie gennem følelser og erfaringer – så møder folk dig ikke med modstand. De møder dig med åbenhed.
Det er derfor, hun insisterer på at fortælle sin personlige historie. Ikke fordi hun har svaret på, hvordan Grønland skal se ud i fremtiden. Fordi hvad betyder det egentlig at være stolt grønlandsk, spørger hun retorisk. Eller som et spørgsmål i forestillingen Jeg, Inuk – Jeg, et menneske lyder:
- Er Grønland en del af Danmark – eller er det egentlig Danmark, der er en del af Grønland? Vi ved alt om jer. Men i ved jo intet om os.
Men det starter der: med stemmerne, erfaringerne og fortællingerne, mener Emilia Sølvsten.
For på den måde har hun skabt et rum, hvor det grønlandske og danske kan mødes. Og hvor hun i dag ikke længere skal undskylde for at være Inuk eller for ikke at være Inuk nok.
