Mitdlarak Lennert: Unikt at kommunerne samles om folkeskolen

Det er unikt og rigtig godt, at kommunerne nu for første gang går sammen om at løfte folkeskolen. Det vurderer p.hd-studerende ved Ilisimatusarfik. Men man skal dog være opmærksom på om folkeskolen kan klare både projektet og en kommende reform af uddannelsesområdet.
15. maj 2018 09:28

- Jeg synes, at det er rigtig positivt og det er unikt historisk, for det er første gang at alle kommuner går sammen for at udvikle folkeskolen, siger p.hd-studerende ved Ilisimatusarfik, Mitdlarak Lennert, der arbejder med folkeskolen.

Hun udtaler sig om kommunernes nye projekt, 'Et løft af den grønlandske folkeskole'.

Her er landets fem kommuner er gået sammen om et projekt, der skal udvikle lærerne, undervisningen og måden at lære på, blandt andet baseret på teknologi. For eksempel skal alle landets elever og lærere have ipads, der skal bruges i undervisningen.

LÆS OGSÅ Landets kommuner vil løfte folkeskolen i flok

Og generelt mener Midtlarak Lennert, at det er positivt, at kommunerne for første gang vælger at trække i samme retning og samle kræfterne for at forbedre folkeskolen.

- Vi er jo ikke så mange, der arbejder med folkeskolen her i Grønland, derfor er det meget positivt at man samler kræfterne på området, så man kan få stordriftsfordele, som for eksempel kurser til lærerne, siger hun.

LÆS OGSÅ Krav til vigtige målinger i folkeskolen blev sløjfet

Midtlarak Lennert mener dog, at man bør være opmærksom på, at det er et stort projekt med mange ressourcer som kommunerne nu skyder igang. Samtidig barsler departementet for uddannelse med en ny reform af uddannelsesområdet.

Og derfor må man overveje om der plads og overskud til begge dele.

- På det her område tror jeg man skal være opmærksom på kapaciteten i forhold til at kunne løfte to store forandringsprojekter på en gang, siger hun.