Sundhedsvæsenets udgifter til Ozempic er firdoblet på tre år

Udgifterne til diabetes- og vægttabsmedicinen, Ozempic, er nærmest eksploderet, fremhæver Sundhedsrådet i deres årsrapport.
Ozempic bruges til patienter, der lider af diabetes type 2. Dog har man siden lanceringen af medicinen fundet ud af, at medicinen også er effektiv til vægttab. Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
09. oktober 2025 14:28

Sundhedsvæsenets økonomi er presset. Det er blevet understreget igen og igen – og nu endnu engang i Sundhedsrådets allerførste årsrapport, der udkom i starten af denne måned.

Sundhedsrådet blev oprettet sidste efterår efter ønske fra partierne Inuit Ataqatigiit, Siumut, Naleraq og Atassut.

Det er rådets opgave at følge udviklingen i sundhedsvæsenet de kommende år.

I rådets årsrapport over Sundhedsvæsenets tilstand fremhæves udgifterne til medicin – som fylder fem procent af de samlede udgifter – som en af de største udfordringer, når det kommer til økonomien og budgetterne i Sundhedsvæsenet.


Medicinbudgettet er nemlig blevet overskredet “betydeligt”, bemærker Sundhedsrådet i rapporten. 

- De to drivkræfter bag budgetoverskridelsen i sundhedsvæsenet er budgettet for de korttidsansatte og medicinen, udtaler formanden for Sundhedsrådet, Kjeld Møller Pedersen.

At budgettet til medicinen er overskredet skyldes, at særligt udgifterne nærmest er “eksploderet”, når det kommer til én type medicin: Ozempic.

Ozempic bruges til patienter, der lider af diabetes type 2. Dog har man siden lanceringen af medicinen i Danmark i 2017 fundet ud af, at medicinen også er effektiv til vægttab.

Siden 2021 er udgifterne til Ozempic i Grønland steget fra 2,7 millioner kroner til 11,6 millioner kroner. Alene er udgifterne næsten fordoblet mellem 2023 og 2024. 

Patienter blev tilbudt Ozempic som det første

Årsagen bag eksplosionen i udgifterne til Ozempic er til dels, at Ozempic er blevet meget dyrere. Det fremhæver Sundhedsrådet i deres rapport. 

Men det er ikke hele forklaringen.

Formanden for Sundhedsrådet, Kjeld Møller Pedersen, og en af forfatterne bag rapporten, forklarer, at man i en periode brugte Ozempic som “førstelinjebehandling” i Grønland.

- Når man skulle sætte en person med diabetes i behandling, brugte man Ozempic. Men det er jo meget, meget dyrt, siger han.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen stoppede det grønlandske sundhedsvæsen dog omkring 2024 med at tilbyde diabetespatienter Ozempic som den første behandlingsmulighed.

- Man må nu først begynde at bruge Ozempic, når man har afsøgt, om der skulle være andre og billigere typer medicin, der kan bruges, siger han.


Kjeld Møller Pedersen gætter på, at udgifterne til diabetes- og vægttabsmedicin vil falde som følge af den beslutning.

- Når man er begyndt at gøre det, vil udgifterne være lavere, end de for eksempel var i 2024, siger han.

I rapporten står der også, at der i Grønland ordineres det gratis fedmemedicin, Wegovy, til patienter, der opfylder “et sæt kriterier”, mens man i Danmark selv skal betale for at få ordineret Wegovy.

I 2023 og 2024 var udgifterne til Wegovy i Grønland på henholdsvis 586.000 og 968.000 kroner.

- Det kan dog ikke være mange, der får ordineret Wegovy, lyder vurderingen fra Kjeld Møller Pedersen.