Børneeksperimentet: Undskyldning eller ej: Sagen skal stadig undersøges

Det er rigtig fint at Danmarks nye statsminister vil sige undskyld til eksperimentbørnene. Men vi skal stadig have undersøgt sagen, siger formanden for Naalakkersuisut.
Foto © : Foto fra filmen Eksperimentet
29. juni 2019 15:27

På Folkemødet på Bornholm for to uger siden lovede Mette Frederiksen, at hvis hun blev statsminister, så ville der komme en undskyldning til de 22 grønlandske eksperimentbørn, der blev sendt til Danmark i 1951.

- Hvis nogen spørger mig: Hvad er det første, du vil gøre, hvis du bliver statsminister - så vil jeg svare, at jeg på vegne af vores fortid, nutid og fremtid vil give dem en officiel undskyldning, lød det fra Mette Frederiksen.

LÆS OGSÅ Mette Frederiksen lover en undskyldning til eksperimentbørnene

Torsdag fik Mette frederiksen officielt overdraget Statsministeriet. Og dermed er vejen banet for, at hun kan indfri sit løfte om en undskyldning.

Og det som udgangspunkt godt, mener formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

- Den nye statsminister har allerede sagt, at hun vil undskylde. Selvom vi sætter stor pris på det, så foretrækker vi også at vide, hvad undersøgelsen finder frem til, siger han.

LÆS OGSÅ De har ventet 68 år: Nu skal de bare vente et år mere

Undersøgelsen, som Kielsen henviser til, er en aftale mellem ham selv og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i februar. Her besluttede de, at nedsætte en kommission til at undersøge, hvad der skete dengang, og hvem der besluttede hvad.

Og selvom der nu ser ud til at komme en undskyldning fra Danmark, så mener Kim Kielsen altså, at undersøgelsen stadig er vigtig. Også i forhold til, hvad Naalakkersuisut selv skal foretage sig i sagen.

LÆS OGSÅ Både Danmark og Grønland har ansvaret for eksperimentbørnene

- Vi har allerede lavet en aftale med den forrige statsminister, Lars Løkke Rasmussen, om at det skal undersøges, hvad der er helt grundliggende skete dengang. Vi får se, hvad der skal ske efter den undersøgelse, siger Kim Kielsen.

De 22 børn i eksperimentet blev i 1951 sendt til danske familier for at lære dansk sprog og kultur, men for flere af børnene fik oplevelserne store, negative konsekvenser senere i livet.