Historiker: Både Danmark og Grønland har ansvaret for eksperimentbørnene

Både den danske regering og det daværende grønlandske landsråd gav grønt lys for at sende 22 grønlandske børn til Danmark i 1950'erne, siger historiker.
Arkivfoto. Fra Filmen "Eksperimentet". Foto © : Foto fra filmen Eksperimentet
Skrevet af Ane-Marie Petersen
28. februar 2019 17:46

Sagen om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, blev i går drøftet på et møde mellem Kim Kielsen (S), formanden for Naalakkersuisut, og den danske statsminister Lars Løkke.

De to er enige om, at en udredning af sagen skal bidrage til at få historiske fakta frem i lyset. For selv om det var Danmark, der fik idéen til eksperimentet, nikkede den grønlandske landsråd ja til beslutningen. 

- I sidste ende var der et flertal, der støttede forslag, siger historiker Einar Jensen, der mener, at det er en god idé med en udredning af sagen.

LÆS OGSÅ Jeg håber, der kommer en undskyldning

I Landsrådet var der faktisk 18 medlemmer, der godkendte beslutningen, og fire, der stemte imod, i 1950. 

Det var Dansk Røde Kors, der fik idéen til eksperimentet. 

Børnene, der var i alderen fem til otte år, blev dermed fjernet fra deres familier og sendt til Danmark for at kunne danne fortrop i det nye tosprogede skolevæsen i Grønland.

Flere blev bortadopteret med tvivlsomt samtykke fra forældrene, mens de øvrige tilbragte resten af barndommen på børnehjem.

- Det grønlandske departement i Danmark førte projektet ud i livet. Så man kan sige, at initiativet blev taget fra dansk side, siger Einar Jensen.

LÆS OGSÅ - En undskyldning vil betyde alt!

Hvis det grønlandske landsråd ikke havde sagt ja til eksperimentet, så ville de 22 børn ikke være blevet sendt afsted til Danmark, mener han.

- Jeg tror i virkeligheden, at hvis hele landsrådet har sagt, at de mente, at eksperimentet var en rigtig dårlig ide, så tror jeg ikke, at de 22 børn var blevet sendt til Danmark, siger Einar Jensen.

LÆS OGSÅ Siumut bakker op om krav om undskyldning