Forsker: Dansk zig-zag-kurs går i vejen for forsoning

Det var en historisk dag, da den danske statsminister, Mette Frederiksen, sagde undskyld til kvinderne i spiralsagen onsdag.

Samtidig ønsker den danske regering at lave en såkaldt forsoningsfond, der giver mulighed for individuel godtgørelse til kvinderne i spiralsagen og andre i Grønland, som har været udsat for systematisk forskelsbehandling af den danske stat. En idé, regeringen nu vil drøfte med naalakkersuisut, udtalte Mette Frederiksen i en pressemeddelelse tidligere på ugen.

Og det er nye toner fra en dansk regering, vurderer Astrid Nonbo Andersen. Hun er forsker ved Dansk Institut ved Internationale Studier (DIIS) og har gennem flere år forsket i forsoningsprocesser i nordiske lande.

- I Danmark har man overordnet altid været enormt tilbageholden med at give officielle undskyldninger, fordi holdningen har været, at hvis man giver én, skal man give til alle mulige andre grupper, siger hun.

Med Mette Frederiksen ved roret, har regeringen sat en ny kurs, vurderer Astrid Nonbo Andersen. Også selvom det ifølge forskeren kan undre, at undskyldningen til kvinderne i spiralsagen var flere år undervejs. 

Statsministeren undskyldte også til de såkaldte eksperimentbørn tilbage i 2022. Med undskyldningen til kvinderne i spiralsagen er det altså den tredje af sin slags til en befolkningsgruppe her i landet.

- Det er en indikation på, at man ønsker noget nyt. Også at ordet ‘forsoning’ rent faktisk bliver nævnt. Man har ikke haft en decideret forsoningsproces, men hvis man kigger på den historiske udredning, står der, at formålet er, at det skal bidrage til forsoning, siger Astrid Nonbo Andersen og fortsætter:

- Det nye tiltag med en forsoningsfond peger også i retning af, at man fra dansk side ønsker forsoning.

Myten om den bedste mening

Det er 11 år siden, at man her i landet forsøgte at række hånden ud til Danmark med ønsket om en forsoningskommission. Dengang afviste den daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, at der var behov for forsoning.

I stedet nedsatte det daværende naalakkersuisut med Aleqa Hammond (S) i spidsen sin egen forsoningskomission, som lå klar i 2017. 

- I Danmark har man haft en opfattelse af, at Grønland ikke rigtig var en koloni. At det, der er foregået ikke har kunne sammenlignes med det, der er foregået andre steder. At alt har været i den bedste i mening.

- Det har gjort det svært for mange danskere at erkende, at der er sket overgreb og uretfærdigheder, siger Astrid Nonbo Andersen.

Mette Frederiksen giver kram til kvinderne, der var en del af spiralskandalen under markeringen af undskyldningen i Katuaq tidligere på ugen. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

At den danske regering nu retter blikket mod forsoning, skal ifølge forskeren særligt ses i lyset af, at der inden for de senere år er kommet flere sager frem i lyset: tvungne spiraler, adoptioner uden samtykke, fødestedskriteriet og sagen om de juridisk faderløse.

Astrid Nonbo Andersen fortsætter:

- Der er mange sager efterhånden, og det, at der er et vedvarende fokus på det, betyder, at holdningen også ændre sig i den danske befolkning.

- Med selvstændighedsdiskussionen opdager Danmark samtidig, at man ikke længere kan tage Grønland for givet. Det er ikke sikkert, at Grønland ønsker at være i denne her relation, og derfor skal man arbejde for den.

Zig-zag-kurs

I 2022 blev naalakkersuisut og den danske regering enige om en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark. Ifølge kommissoriet skal udredningen bidrage til forsoning.

Alligevel vurderer Astrid Nonbo Andersen, at der er lang vej endnu. Det skyldes, at der fra dansk side ikke er en strategi for, hvordan man opnår forsoning, siger hun:

- Det er lidt en zig-zag-kurs fra dansk side, som nok også stiller sig i vejen for ønsket om forsoning, for det kan være svært at afkode for almindelige mennesker. Hvis de ønsker forsoning, hvorfor så vente så længe med en undskyldning, og hvorfor ved vi ikke, om kvinderne i spiralsagen fortsat skal gå rettens vej? Alle de ting forstyrrer billedet, siger Astrid Nonbo Andersen.

Kigger man på Sverige, Norge og Finland har man igennem de senere år haft særligt fokus på sandhed- og forsoningsprocesser, der afdækker de uretfærdigheder, der er begået mod det samiske folk og finsktalende minoriteter i Sverige og Norge. Samtidig indebærer de også en strategi for, hvordan man kan opnå forsoning mellem parterne.

- En ting er at dokumentere, hvad der er sket, hvilke krænkelser der er foregået, hvem har ansvaret. Noget andet er at sige, hvordan kan vi arbejde videre med det, hvad er det for et samfund og relation, vi gerne vil have, og hvordan gør man det.

- Forsoning kan lyde meget abstrakt. I Norge har man valgt at forsoning i en norsk kontekst betyder tillid. Det er det, man vil arbejde henimod, siger Astrid Nonbo Andersen.

Samtidig påpeger forskeren, at selvom befolkningsgrupper er beskyttet af national lovgivning og internationale konventioner, er det ikke altid, at loven bliver overholdt, hvis ikke sagsbehandlerne kender til konventionerne. 

- Så det er et af de problematikker, man har taget fat i. Hvordan sørger man for, at folks rettigheder rent faktisk bliver overholdt? Det handler om oplysning og uddannelse af sagsbehandlere på kommunalt niveau. Det er en kæmpe opgave, som ikke nødvendigvis når mediernes opmærksomhed, men er noget af det vigtige arbejde, der foregår, siger Astrid Nonbo Andersen.