Siumut bakker op om krav om undskyldning
- Det er kun naturligt at kræve en undskyldning.
Sådan siger Laura Táunâjik som en reaktion på Aaja Chemnitz Larsens beslutningsforslag om, at den danske regering giver en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn, der var en del af Grønlandseksperimentet i 1951.
For flere af børnene har oplevelserne fra dengang haft store, negative konsekvenser senere i livet. Derfor er en undskyldning passende for, at de kan komme videre med deres liv.
LÆS OGSÅ Danmark bør undskylde til eksperiment-børn
- Hvis ikke man siger undskyld til folk, når man sårer dem, så skaber det sorg, men hvis man får det sagt, kan det skabe forløsning, siger Laura Táunâjik.
Det daværende Landsråd i Grønland støttede også projektet sammen med staten. Men grønlandske myndigheder har aldrig officielt undskyldt for støtten.
Og Inatsisartutmedlemmet fra det regerende parti, Siumut, mener, at Naalakkersuisut bør tage et medansvar og sige undskyld til de, der blev sendt til Danmark dengang.
- Det er en beklagelig fejl. Og på grund af konsekvenserne er jeg derfor enig i betragtningen om, at landets ledere også skal give en undskyldning, siger hun.