Uddeling af overskudsmad stor succes

Selvom det var allerførste gang, der blev delt julemad ud, så kom der over 200 mennesker forbi for at få del i godterne, som blev delt ud ved Frelsens Hær i Nuuk.
Der var over 100 kilo kød, som blev delt ud lillejuleaften af frivillige i Nuuk. Foto © : Johansinnguaq Olsen / KNR
Skrevet af Kim Hinrichsen
25. december 2023 16:23

Julen er traditioners tid.  

Men i år kunne borgerne i Nuuk prøve noget helt nyt. For lillejuleaften blev der for første gang nogensinde delt overskudsmad ud ved Frelsens Hær i Nuuk kl. 22.

Og det var en succes udover det sædvanlige, fortæller Ingrid Kjærgaard, der er tovholder for ’Stop Spild Lokalt i Nuuk’, som stod bag arrangementet:

- Det gik virkelig, virkelig godt. Vi har ikke det fulde overblik over, hvor mange kom. Men jeg vil skyde på, at over 200 mennesker dukkede op og fik noget gratis mad med hjem. Så det var en kæmpe succes, siger hun.  

Der var forud for uddelingen blevet samlet over 300 kilo mad ind – primært brød og kød – fortæller Ingrid Kjærgaard:

- Så der har været rigtigt meget mad, som vi har reddet fra at blive smidt ud, og i stedet givet til nogle, som har haft brug for det, siger hun. 

Ikke sikre på successen

Inden arrangementet var de frivillige dog ikke sikre på, om det ville blive en succes med uddelingen, fortæller Ingrid Kjærgaard:

- Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle forvente. Så vi var nervøse for, om vi kunne få alt maden delt ud. Om der overhovedet var nogen, som havde opdaget arrangementet, siger hun og fortsætter:

- Men folk blev ved med at skrive til os hele aftenen – selv efter vi havde fået delt alt maden ud.

Mad, som normalt ville være blevet smidt ud, da mange af butikkerne i byen holder lukket hen over juledagene:

- Der var 10 frivillige, som kom og hjalp. Så fik vi samlet mad ind fra Brugseni inde i centrum, i Natalie og ude i Qinngorput, siger hun og fortsætter:

- Vi havde lavet nogle aftaler med de tre butikker på forhånd og kom lidt inden lukketid og overtog det mad, som alligevel bare skulle smides ud, fordi det ville være blevet dårligt i løbet af juledagene.

Håber at flere vil være med

Derfor var det kun glædeligt, at så mange lagde vejen forbi Frelsens hær og fik del i den store mængde julemad, som ellers var endt i butikkernes skraldecontainere.

Og på grund af den store succes kan Ingrid Kjærgaard allerede nu garantere, at der også kommer uddeling af overskudsmad igen til næste år.

Samtidig kommer hun dog med en opfordring til de andre butikker i byen, som ikke støttede op i år: 

- Vi håber virkeligt, at vi får mulighed for at gentage det igen næste år. At der måske er endnu flere butikker, som har lyst til at være med, siger hun og fortsætter:

- I år har det kun været Brugseni, som har støttet. Men vi håber virkeligt, at der nogle af de andre kæder, som også vil tage teten op.