Frivillige deler overskudsmad ud i Nuuk lillejuleaften

Økonomisk trængte borgere i Nuuk har mulighed for at få ekstra julemad på bordet. Lørdag aften deler organisationen Stop Spild Lokalt nemlig overskydende madvarer fra supermarkederne ud.
Der vil sandsynligvis være svinekød til overs, når Brugseni lukker henover julen. Det bliver i stedet delt ud af frivillige lillejuleaften. Foto © : Johansinnguaq Olsen / KNR
Skrevet af Thor Bill
19. december 2023 08:34

Det kan være en dyr fornøjelse at holde jul. 

Men i år er der ekstra hjælp at hente for økonomisk trængte borgere i Nuuk.

Frivillige fra den danske organisation Stop Spild Lokalt deler nemlig overskudsmad ud helt gratis om aftenen 23. december.

Maden bliver samlet ind fra supermarkeder, som eksempelvis Brugseni, når de lukker lillejuleaften.

Det fortæller Ingrid Kjærgaard, der er tovholder for Stop Spild Lokalt i Nuuk.

- Der er mange butikker, der har lukket i dagene efter jul, og hvor der er noget mad, der går over dato. Så inden det udløber, deler vi det ud til folk, der har brug for det, siger hun.

Stop Spild Lokalt

Stop Spild Lokalt er en frivillig organisation fra Danmark, der deler overskudsmad ud til økonomisk pressede borgere.

I Danmark driver organisationen en række ’Madoaser’, hvorfra der deles gratis mad ud.


Friske varer fra køledisken

Ingrid Kjærgaard understreger, at man ikke skal være bekymret over at modtage madvarer, der ellers skulle have været smidt ud. Alle madvarerne er nemlig ganske fine. 

- Det er ikke mad, der er dårligt eller muggen. Det er superfint mad, som bare går over dato i løbet af juledagene. Det kan være alt fra kød og grøntsager til frisk brød fra bageren. Alt hvad butikkerne nu lige har til overs den dag.

Og det bakker Casper Petersen, der er slagtermester i Brugseni i Nuuk, op om. 

Det er fødevarer, som er produceret her i vores produktionsområder. Så det vil være fersk kød, både af okse, gris og måske en smule lam. Og så vil det være færdigproducerede varer fra vores køkken og vores bagerafdeling. Og en lille smule frugt og grønt, som ikke vil kunne holde sig de to dage, hvor vi har lukket, siger han. 

Åbent for alle

Det er, så vidt Ingrid Kjærgaard ved, første gang, at Stop Spild Lokalt deler overskudsmad ud på den her måde i Grønland. Men det giver rigtig god mening at gøre det, siger hun.

- Der bliver desværre smidt rigtig meget mad ud, som jo egentlig er rigtig fint og sagtens kan spises, men som ender i skraldespanden, fordi butikkerne ikke når at få det solgt, siger hun og fortætter.

- Samtidig ved vi, at der er rigtig mange, der står i en svær økonomisk situation, og de bliver ekstra presset omkring julen. Derfor vil vi gerne være med til at give en hånd og give nogle madvarer til nogle, der har brug for det.

Ingrid Kjærgaard har meldt sig frivilligt som tovholder hos Stop Spild Lokalt i Nuuk. Foto © : Johansinnguaq Olsen / KNR

Maduddelingen er drevet udelukkende af frivillige kræfter, og Ingrid Kjærgaard er glad for at kunne hjælpe. 

- Jeg synes, det er fedt. Det er jo nemt at gøre det her. Det er noget mad, som butikkerne alligevel har tilovers, og det er et par timer, som jeg har tilovers. Så jeg synes bare, det er dejligt, hvis der er nogen, der får en lidt bedre jul, fordi de har mulighed for at få noget gratis mad hos os, siger hun. 

Maduddelingen finder sted ved Frelsens Hær i Nuuk kl. 22 – og alle er velkomne, fortæller Ingrid Kjærgaard. Det kræver nemlig ingen ansøgning eller lignende for at få udleveret madvarer.

- Vi kommer ikke til at spørge til, hvor mange man er derhjemme, eller hvordan deres økonomiske situation er. Det vigtigste er, at man selv synes, at man har brug for det. Vi kan jo heller ikke garantere nogle bestemte varer, så man tager jo chancen, når man møder op på dagen.