Aki-Matilda Høegh-Dam: Jeg har mistet respekten for Partii Naleraq
- Jeg må bare sige det, som det er. Jeg vil ikke lyve. Jeg er chokeret.
Sådan siger folketingspolitiker Aki-Mathilda Høegh-Dam. Hun har netop fået at vide, at Siumuts tidligere partisekretær Mikael Petersen nu fortsætter sin karriere i samme stilling hos Partii Naleraq.
- Jeg er meget chokeret, tilføjer den unge politiker.
Det er ikke længe siden, at hun sammen med ni andre kvinder med tilknytning til Siumut anklagede Mikael Petersen for systematiske og gentagne seksuelle krænkelser.
Flere af kvinderne - blandt andre Aki-Matilda Høegh-Dam - stod senere offentligt frem. På baggrund af anklagerne valgte Siumuts hovedbestyrelse at fritage partisekretæren for tjeneste, men efterfølgende sagde han selv op.
Fra Siumut til Partii Naleraq trods anklager om sexchikane
Nu har han altså fået et nyt job og fortsætter i grønlandsk politik, hvor han fra og med 1. april skal arbejde for Partii Naleraq. Det bekræfter partiets formand, Hans Enoksen.
Og det kommer bag på Aki-Mathilda Høegh-Dam.
- Det er et kæmpe chok for mig, og det, at Partii Naleraq på en eller anden måde godkender den form for opførsel, gør, at jeg har mistet den respekt, jeg havde for partiet, siger hun.
LÆS OGSÅ Efter anklager om krænkelser: Mikael Petersen er ny partisekretær i Partii Naleraq
Hans Enoksen har fortalt, at han har rådført sig hos en advokat, før han ansatte sin nye partisekretær. Formanden lægger vægt på, at der endnu ikke er indgivet nogen politianmeldelser imod Mikael Petersen.
- På baggrund af vores informationer så er han ikke meldt til politiet, derfor er det heller ikke vores ansvar til at komme med anklager mod ham. Hvis der er sket et eller andet, så er det Siumuts ansvar og ikke vores, siger Enoksen.
Mikael Petersen er blandt andet valgt, fordi han ifølge partiformanden har en masse erfaring.
Kvinder kan stadig anmelde sager
De 10 kvinder er gået sammen og har fået en advokat til at se på deres vidnesbyrd. Advokaten har hjulpet kvinderne med at vurdere, om deres oplevelser kan ende i retten.
Der er endnu ingen, der ifølge Aki-Matilda Høegh-Dam har anmeldt den nu tidligere Siumut-partisekretær. Men sagerne er ikke nødvendigvis afsluttet, tilføjer folketingspolitikeren.
LÆS OGSÅ Medie: Mikael Petersen erkender klap i numsen
- Det er ikke udelukket, at nogle af de krænkede kvinder vil føre en civilsag mod Mikael Petersen, siger hun og tilføjer:
- Det har taget flere år for nogle af komme frem med det her. Det er omkring en måned siden, at vi kom frem med det til vores parti, og sådan en sag kræver altså tid, siger politikeren.