Aki-Matilda Høegh-Dam: Jeg blev også krænket af Mikael Petersen
- Jeg, Aki-Matilda, er en af de 10, der har skrevet et brev om at være blevet krænket af Siumut partisekretær.
Sådan indleder Siumuts folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam en lang opdatering på Facebook.
Dermed tager hun for første gang ordet i en opsigtsvækkende sag, som Sermitsiaq.AG har skrevet om i denne uge.
10 kvinder med tilknytning til Siumut har nemlig anklaget partisekretær Mikael Petersen for seksuelle krænkelser. Ifølge Sermitsiaq.AG er anklagerne skyld i, at Siumuts hovedbestyrelse på et møde sidste tirsdag besluttede sig for at fritage partisekretæren for tjeneste.
Siden har han selv valgt at opsige sin stilling i partiet.
Siumuts bestyrelse bekræfter, at Mikael Petersen har sagt sit job op, og at han ikke længere er tilknyttet partiet.
Mikael Petersen ønsker ikke selv at kommentere Aki-Matilda Høegh-Dams kommentarer. Han henviser i stedet til sin danske advokat, som heller ikke har svaret på KNRs opkald.
Aki-Mathilda: Ingen magtsyg mand skal styre mig
I det brev, som Aki-Matilda Høegh-Dam har offentliggjort på Facebook, fortæller hun blandt andet om en episode, da hun var 17 år, hvor Mikael Petersen ifølge hende strøg hendes hår tilbage for at snuse hende i nakken og "tog hende på røven".
Den nu 23-årige politiker har dog været bange for at fortælle om episoden.
LÆS OGSÅ Netmedie: 10 kvinder anklager Siumuts Mikael Petersen for krænkelser
- Jeg har selv haft ubehagelige oplevelser med Siumuts partisekretær. På grund af angst kunne jeg ikke sige noget længe. Jeg hører jo ofte, at han har så stor magt og nyder så meget respekt, at der ikke ville være nogen, der tror på mig, og at han ville ødelægge mit liv, hvis jeg sagde noget, fortsætter Aki-Matilda Høegh-Dam i sin opdatering.
Men efter flere lignende historier fra andre kvinder reagerede hun med et brev til Siumuts partitop.
- Jeg skrev selv et brev, da jeg ikke længere kunne vende det blinde øje til. Jeg så, at flere og flere kvinder blev ramt, og jeg indså, at jeg ikke var alene. De fortalte mig, at de kendte andre ofre, og pludselig var vi ti kvinder, der skrev breve, skriver folketingsmedlemmet på Facebook.
Aki-Matilda Høegh-Dam har ikke ønsket at udtale sig til KNR fredag.
Det har heller ikke været muligt at få en kommentar på hendes opdatering fra Siumuts top.
LÆS OGSÅ Siumut Ungdom: Vi har ikke hørt noget om seksuelle krænkelser
Du kan læse hendes opslaget herunder:
"Jeg reagerer, fordi jeg er nødt til at sætte grænser.
Jeg føler, jeg er nødsaget til at udtale mig, da man inddrager mig i alt muligt.
Jeg, Aki-Matilda, er en af de ti, der har skrevet et brev om at være blevet krænket af Siumut partisekretær.
Vi var mange kvinder, der fik mod, da min kollega i Siumuts Ungdom, Ulrikke, havde nok mod til at udtalte sig til aviserne om, at krænkelser bliver fortiet. Blandt andet hendes udtalelser gav mig stort mod.
Jeg har selv haft ubehalige oplevelser med Siumuts partisekretær. På grund af angst kunne jeg ikke sige noget længe. Jeg hører jo ofte, at han har så stor magt og nyder så meget respekt, at der ikke ville være nogen, der ville tro på mig, og at han ville ødelægge mit liv, hvis jeg sagde noget.
Derfor har jeg været vidende om, at det ville gå ud over mig, hvis jeg reagerede, og selvom det er ubehageligt, er jeg ikke overrasket over, at han gentagne gange optræder i medieerne med løgne.
Men det rører mig ikke. Jeg skrev selv et brev, da jeg ikke længere kunne vende det blinde øje til at flere og flere kvinder bliver ramt, og heldigvis talte jeg med betroede venner og indså, at jeg ikke er alene. De fortalte mig, at de kendte andre ofre, og pludselig var vi ti kvindeer, der skev breve.
Følelser vælter op bare ved at skrive brevet. Følelser, der handler om trusler og andet, vælter ustyrligt op. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade mig styre af angst, og at jeg aldrig mere skal kaldes svag af en mand, og jeg har derfor viderebragt brevene til autoriteterne, så andre kvinder ikke skal opleve det samme som os. Hovedbestyrelsen og den tidligere partisekretær tog nogle beslutninger. Jeg tog ikke nogen beslutninger på vegne af dem.
Jeg og de berørte kvinder har fået nok af, at der ikke sker noget vedrørende seksuelle krænkelser. Derfor skriver vi sammen. Jeg var ikke den, der skrev for 9 kvinder, de skrev selv de håndskrevne breve. Derfor er jeg forundret over artiklen om mig fra Jørgen Schultz-Nielsen, som er journalist på Sermitsiaq.AG.
Han ringede lige pludselig, inden han skrev det, og forklarede, at hvis jeg ikke gør, som han siger og udtalte mig om noget, der er grænseoverskridende, så ville han skrive præcis det, som han nu har gjort.
Han ville give mig et medansvar for magtkampen, selvom jeg sagde, at det ikke var sådan. Han svarede promte: ”Jo!” og ville ikke høre på mig.
Men jeg har besluttet, at jeg aldrig mere vil lade en magtsyg mand overskride mine grænser og bestemme over mig ved brug af løgn. Derfor tog jeg ikke telefonen, da han ringede hele tiden og snakkede grimt.
Måske har de hørt for lidt om kvinder, der har fået nok. Derfor har ham journalistmanden set brevene som noget, der er uinteressant?
Kvinder, nu må det være slut med vores angst. Vi skal ikke være bange, men støtte hinanden og råbe sammen om de grænseoverskridende episoder, vi har oplevet.
Hvis andre mænd har udøvet krænkelser, opfordrer jeg jer til at erkende det uden en fornemmelse af, at det er uacceptabelt. Erkend, at det er forkert, at det gør ondt og er krænkende at blive befølt.
Vi udtalte os, og vi vil ikke længere være tavse. Vi kvinder, unge, børn og vidner i samfundet, og vi bør kunne melde det uden at møde trusler, hvis der sker krænkelser. #Lad os sætte grænser