Netmedie: 10 kvinder anklager Siumuts Mikael Petersen for krænkelser
I 10 breve anklager kvinder fra Siumut partiets tidligere partisekretær Mikael Petersen for systematiske og gentagne seksuelle krænkelser.
Det skriver netavisen Sermitsiaq.ag, der er i besiddelse af brevene.
Det er ifølge mediet grunden til, at Siumuts hovedbestyrelse på et møde sidste tirsdag besluttede sig for at fritage Mikael Petersen for tjeneste.
Siden har han selv valgt at opsige sin stilling i partiet.
I nogle af brevene står kvinderne frem med navn, mens de fleste afsendere er anonyme. Sermitsiaq.ag har dog kendskab til kvindernes identitet.
Håndskrevne breve
Brevene er håndskrevne, og afsenderne skal både være tidligere ansatte fra partikontoret, frivillige, medlemmer af Siumut Ungdom og aktive politikere.
En af kvinderne skriver ifølge netmediet for eksempel:
- Han sagde: Vil du være min elskerinde. Vi kan rejse hvor som helst når som helst, du ønsker det. Der var tre andre mænd i rummet, der bare sad og lo, skriver én af kvinderne og tilføjer:
- En anden gang, da jeg sad på sofaen, satte han sig ned ved siden af mig og lagde sine hænder på mit lår, idet han sagde: 'Hun er en lille lækkerbisken', og langsomt førte han sine hænder mod min røv, fortsætter hun.
Mikael Petersen genkender ikke anklager
Sermitsiaq.ag har talt med Mikael Petersen, der stiller sig uforstående over for anklagerne.
- Jeg kan på ingen måde genkende disse anklager, siger han.
I en pressemeddelelse skriver Evelyn Frederiksen, der er organisatorisk næstformand i Siumut, at partiet ikke ønsker at udtale sig om personale sager.
- Siumuts hovedbestyrelse har reageret på henvendelser, som vi hverken kan eller vil tolerere. Hos Siumut udtaler vi os aldrig til pressen i personalesager, siger hun.
- Afslutningsvis vil jeg sige, at vi i Siumut ikke tolererer krænkelser af nogen art.
Bestyrelsen bekræfter, at Mikael Petersen har opsagt sit job i Siumut, og derfor ikke længere er tilknyttet partiet.