Siumut Ungdom: Vi har ikke hørt noget om seksuelle krænkelser
I toppen af Siumut Ungdom har formand Inuk Kielsen Fleischer ikke modtaget henvendelser fra medlemmer i ungdomspartiet, der har følt sig seksuelt krænket af den nu tidligere partisekretær Mikael Petersen.
Det oplyser han til KNR.
Formanden udtaler sig, efter at 10 kvinder har anklaget Mikael Petersen for at krænke dem. Det skal være beskrevet i breve, der er afleveret til hovedbestyrelsen.
LÆS OGSÅ Netmedie: 10 kvinder anklager Siumuts Mikael Petersen for krænkelser
Ifølge Sermitsiaq.ag, der har brevene, er både tidligere ansatte fra partikontoret, frivillige, aktive politikere og medlemmer af Siumut Ungdom blandt afsenderne.
Inuk Kielsen Fleischer tilføjer, at han ikke ønsker at udtale sig om personale sager, men at han ikke kan genkende hændelserne i hans afdeling.
Grønlands Politi kan hverken be- eller afkræfte, at de har modtaget anmeldelser mod Mikael Petersen. Det oplyser chefpolitiinspektør Svend Foldager fra Grønlands Politi til KNR.
Håndskrevne breve
I de 10 breve anklager kvinderne fra Siumut partiets tidligere partisekretær for systematiske og gentagne seksuelle krænkelser.
I nogle af brevene står kvinderne frem med navn, mens de fleste afsendere er anonyme. Sermitsiaq.ag har dog kendskab til kvindernes identitet.
Anklagerne er ifølge netmediet grunden til, at Siumuts hovedbestyrelse på et møde sidste tirsdag besluttede sig for at fritage Mikael Petersen for tjeneste.
Siden har han selv valgt at opsige sin stilling i partiet.
Sermitsiaq.ag har talt med Mikael Petersen, der stiller sig uforstående over for anklagerne.
- Jeg kan på ingen måde genkende disse anklager, siger han.
Den tidligere partisekretær har ikke reageret fra KNR's henvendelser torsdag.