Tillie Martinussen tog fejl – kan godt stille op for partiet

Samarbejdspartiet havde ikke styr på reglerne, da de meddelte, at Tillie Martinussen stiller op som løsgænger til folketingsvalget.
- Vi havde ikke ringet og snakket med rigsombuddet endnu, og så er det jo bare sådan, det er, siger Tillie Martinussen. Billedet er taget under valgkampen til Inarsisartutvalget sidste år. Foto © : Scanpix
12. oktober 2022 07:23

For få dage siden sagde Tillie Martinussen til KNR, at hun ikke kunne stille op som folketingskandidat for Samarbejdspartiet, fordi partiet ikke havde nok tid til at samle stillere. 

Derfor ville hun stille op som løsgænger i stedet, da det kun krævede 100 stillere. Altså personer, som skriver under på, at kandidatens navn kan komme på stemmesedlen.

LÆS OGSÅ Tillie Martinussen stiller op som løsgænger til folketingsvalget

Nu viser det sig dog, at det var en fejl. Tillie Martinussen kan nemlig godt stille op for partiet under samme regler, som hvis hun var løsgænger. Grunden til, at de skal ud og samle stillere, er fordi, at partiet ikke sidder i Inatsisartut, og så er der andre regler for at opstille kandidater til Folketinget. 

- Reglerne er sådan, at lige så snart partiet ikke er i Inatsisartut, så skal du samle 100 stillere, om du er løsgænger eller du stiller op for partiet, siger Tillie Martinussen.

Det havde partiet dog ikke styr på, da de meddelte pressen, at Tillie Martinussen stiller op.

- Vi havde ikke ringet og snakket med rigsombuddet endnu, og så er det jo bare sådan, det er. Vi gik ud fra, at det var samme regler som ved Inatsisartut. Det var det ikke, siger hun.

Samarbejdspartiet sad i Inatsisartut indtil 2021, hvor de ikke fik nok stemmer til at sikre sig et mandat. 

Påvirkning på valgkampen 

Tillie Martinussen stiller derfor op som folketingskandidat for Samarbejdspartiet, og hun er ikke bekymret for, at svipseren vil påvirke valgkampen.

- Lige så snart vi kommer i gang med valghandlingerne, så skal vælgerne nok høre, hvad vi står for. Så jeg tror ikke det kommer til at påvirke på nogen kritisk måde.

- Jeg tror at vælgerne nok skal vælge dem, de ønsker at vælge, ud fra den politik, der bliver ført, siger Tillie Martinussen.

Hun går til valg på fokus på ældre og udsatte.

- Vi skal have ligestillet pensionen, som vi har i Danmark, Sverige og Norge, sådan at pensionen bliver højere her i Grønland. Det kan man måske gøre i samarbejde med danske myndigheder, siger hun til KNR mandag og fortsætter:

- Så kunne vi godt tænke os et samarbejde med Danmark om, at vi får stoppet, at folk som er syge eller har psykiatriske diagnoser laver en slags social flugt fra Grønland til Danmark.

Der er folketingsvalg 1. november. Her kan du se, hvad de fem partier i Inatsisartut går til valg på.