Snart kan ofre for nyere spiralsager søge om erstatning

De kvinder, der fik opsat spiral uden samtykke efter 1992, vil inden for en måned kunne søge om erstatning. Det siger Naaja Nathanielsen (IA).
I august 2024 igangsatte naalakkersuisut en undersøgelse af de nye sager om ufrivillige spiraler efter 1992. Undersøgelsen forventes først færdig til januar 2026, men inden for en måned, kan ofrene begynde at søge om erstatning. Foto © : DR
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
28. september 2025 12:58

Mens kvinderne, der fik opsat spiraler frem til og med 1991 må vente på at få afklaring på, om de får erstatning eller ej, så forholder det sig anderledes med ofrene i de nyere sager.

Sidste år blev den forrige naalakkersuisut, bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit, enige om at afsætte 4,5 millioner kroner, der skulle gå til erstatning til de kvinder, som har fået sat spiral op efter 1992 – det år, hvor sundhedsområdet blev hjemtaget.

Og den erstatning kan ofrene begynde at søge inden for den næste måned. 

Det vil man kunne via en online portal på sullissivik.gl, fortæller naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja Nathanielsen (IA).

Naaja Nathanielsen (IA), der tidligere har været naalakkersuisuts talsperson for spiralsagen, ser frem til, at kvinder, der har fået opsat spiral uden samtykke efter 1992, kan begynde at søge om erstatning. Foto © : KNR / Markus Valentin

- Vi har netop indgået en aftale med et advokatfirma. Det bliver ikke naalakkersuisut, der skal sidde og vurdere. Vi sørger for, at der er et team, der både består af juridiske og sundhedsfaglige eksperter, og hvad der ellers er brug for at få afdækket sagerne, siger hun og fortsætter:

- Nu kan vi endelig rykke videre, og jeg glæder mig til, at vi kan gå i luften med det her, siger hun.

Egentlig skulle erstatningsportalen have været klar i starten af året, men på grund af valget til Inartsisartut, blev arbejdet bremset.

- Der skulle også sammensættes et nyt naalakkersuisut, så det forsinkede arbejdet, men inden for en måned er portalen oppe at køre, siger Naaja nathanielsen.

Informationer om hvordan, hvor og hvem, der kan søge om erstatning, vil der også komme flere informationer om.

- Vi vil selvfølgelig lave et ordentligt stykke oplysningsarbejde inden og fortælle, hvordan man søger og hvor man søger, siger hun.