Forælder: – Jeg er bare utrolig lettet
KNR bragte i sidste uge en historie om, at Ukaliusaq Skolen i Nuuk blev lukket tirsdag. For Erna Rasmussen, som har et barn på skolen, var det en lettelse.
– Da vi fik beskeden på Intra om, at skolen var lukket, blev jeg nærmest rørt til tårer af glæde, for det føltes som om, vi endelig blev hørt, siger Erna Rasmussen.
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA), fortæller til KNR, at skolen blev undersøgt i januar, efter man mistænkte, at der var skimmelsvamp, men at der dengang ikke blev fundet noget.
Alligevel har nogle af eleverne oplevet symptomer som hovedpine, træthed og eksem, fortæller Erna Rasmussen.
– Min datter har siden vinteren haft hovedpine, og når hun kom hjem, var hun meget træt og sov hele tiden. Hun har også haft mindre lyst til at gå i skole. Nu er der tilmed begyndt at komme eksem i ansigtet – mandag eller tirsdag i sidste ugue kunne vi se, at hun fik udslæt, siger hun.
Kan få konsekvenser for eksaminer
Selvom hun er glad for, at skolen er lukket, frygter Erna Rasmussen, at det kan få konsekvenser for sit barns eksaminer i de ældste klasser.
– For os personligt betyder det ikke det store, jeg er bare så lettet. Men det får konsekvenser for eleverne, der skal til prøver. I 8. klasse begynder de at gå til eksamen, og det har stor betydning for deres videre uddannelsesmuligheder. Det kan blive påvirket, siger hun.
Hun peger også på, at det er problematisk, at den nye skole Atuarfik Inussuk endnu ikke er taget i brug. Det betyder, at nye bøger og andet undervisningsmateriale ikke bliver udnyttet fuldt ud, hvilket også kan få følger for børnenes fremtid.
Efter lukningen af Atuarfik Ukaliusaq har de ældste elever fået fri i tre dage, mens de yngste bliver sendt i fritidsordningen efter skoletid, oplyste Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse i tirsdags. Også det bekymrer forælderen.
- Det kan tydeligt mærkes, at de bare sidder derhjemme, og man kommer til at tænke på, hvor meget de vil komme til at miste til deres prøver, fordi de har haft tre dage uden skolegang," siger Erna Rasmussen.
Erna Rasmussen siger hun til sidst, at hun kun kan håbe, at hendes barn klarer eksaminer godt.
I en pressemeddelelse fra Siumut-gruppen i Kommuneqarfik Sermersooq står der, at arbejdet med skolerne bør præsenteres langt tydeligere for kommunalbestyrelsen og borgerne i Nuuk, hvilket de kraftigt kræver.