Tillie Martinussen stiller op som løsgænger til folketingsvalget

Når folketingsvalget løber af stablen 1. november, er Tillie Martinussen også at finde på stemmesedlen.
Tillie Martinussen stiller op som løsgænger til folketingsvalget. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Ivik Kristiansen
10. oktober 2022 09:59

Samarbejdspartiets Tillie Martinussen stiller op til Folketingsvalget - ikke på vegne af partiet, men som løsgænger.

- Det er simpelthen et spørgsmål om, at jeg har corona lige nu, og vi skal ud og samle stillere. Derfor stiller vi op som løsgænger, siger Tillie Martinussen.

Samarbejdspartiet er ikke valgt ind i Inatsisartut.

Partiet skal derfor fiske efter flere stemmer for at kunne stille op til Folketingsvalget, end hvis en kandidat stiller op som løsgænger.

Kan ikke nå at samle erklæringer nok som parti

Og selvom det er usædvanligt at stille op som løsgænger for et parti, mener Tillie Martinussen ikke, at Samarbejdspartiet kan nå at få nok vælgererklæringer til at stille op som et samlet parti.

Stiller man op som løsgænger, kræver det færre stillere - som er personer, der skriver under på, at kandidatens navn kan komme på stemmesedlen. 

LÆS OGSÅ Her er de grønlandske partiers mærkesager til folketingsvalget

- Så skal vi kun samle 100 stillere. Valgloven giver mulighed for det, og jeg har desværre corona, så vi har ikke tid til, at vi kan gå ud og samle en masse underskrifter i hele Grønland, siger Tillie Martinussen.

Samarbejde med danske myndigheder

Når Tillie Martinussen går til valg er det med fokus på ældre og udsatte.

- Vi skal have ligestillet pensionen, som vi har i Danmark, Sverige og Norge, sådan at pensionen bliver højere her i Grønland. Det kan man måske gøre i samarbejde med danske myndigheder, siger hun og fortsætter:

- Så kunne vi godt tænke os et samarbejde med Danmark om, at vi får stoppet, at folk som er syge eller har psykiatriske diagnoser laver en slags social flugt fra Grønland til Danmark.

Derudover stiller Tillie Martinussen sig også spørgende overfor den måde, Grønlands samarbejde med Danmark fungerer i dag.

- Vi vil gerne høre de etablerede partier om, hvordan de har tænkt sig at finansiere denne her selvstændighed, som de bliver ved med at tale om, siger Tillie Martinussen.