Naaja om fraflytning til Danmark: - Vi skal gribe folk bedre
Nogle rejser fra Grønland til Danmark for at studere, andre for at søge nye jobmuligheder. Nogle rejser, fordi de ikke kan få den rette sundhedshjælp, mens andre har svært ved at få pengene til at slå til eller finde en bolig. Nogle søger nye eventyr. Andre vender hjem igen.
Hvert år rejser 1.500 personer fra Grønland til Danmark, viser en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE). Omkring halvdelen vender tilbage til Grønland inden for fem år.
Men flere ser sig også nødsaget til at blive i Danmark. Det er problemstillinger, man har kæmpet med gennem flere årtier, siger Naaja H. Nathanielsen, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit.
- Det er meget tragisk, at vi mister mange pensionister, der på grund af leveomkostninger vælger at flytte til Danmark. Det er ikke valg, de nødvendigvis træffer med hjertet, men af nødvendighed, siger hun.
Pensionister er en af de grupper, rapporten har særligt fokus på.
I 2023 boede omkring 2.125 personer med grønlandsk baggrund over 66 år i Danmark. Af dem var 2.000 født i Grønland og havde én eller to grønlandske forældre.
Ifølge rapporten er ønsket om en lettere og tryggere alderdom en væsentlig årsag til, at ældre flytter til Danmark. Andre årsager er boligforhold, muligheden for en højere pension og et skrantende helbred.
Ifølge IA-politikeren er det en tendens, de grønlandske politikere forsøger at vende.
- Vi skal have stoppet blødningen af pensionister, fordi det hverken er værdigt for dem eller os, siger hun.
Bliver aldrig et nordisk velfærdssamfund
Ud over pensionisterne peger Karen Margrethe Dahl, chefanalytiker i VIVE og medforfatter til rapporten, på tre overordnede årsager til, at folk flytter: ønsket om flere muligheder, utilfredshed med levevilkårene og velfærdssystemet i Grønland eller personlige problemer, de ønsker at komme væk fra.
Det har hun tidligere fortalt til KNR.
Men ifølge Naaja H. Nathanielsen handler udfordringerne også om nogle grundlæggende vilkår ved at bo i Grønland. Hun mener, at man er nødt til at erkende, at Grønland "aldrig bliver et nordisk velfærdssamfund".
- Det er rigtig svært at se i øjnene, men der vil altid være nogle øgede omkostninger ved at bo i et land, der er spredt.
- Det betyder ikke, at det skal være urimelig hårdt eller dyrt at bo i landet, men det vil aldrig være sådan, at vi kan matche priserne på at gå i Netto i København, der har en kundestørrelse på størrelse med nogle af vores byer.
Derfor er det vigtigt at finde en model, der passer til Grønland, understreger hun.
- Hvor folk kan være trygge, og hvor vi måske, som naalakkersuisut har gjort for nylig, kan indgå nogle aftaler, der udvider samarbejdet med Danmark i forhold til sundhedstilbud, siger Naaja H. Nathanielsen.
Hvad kan man politisk gøre for at få flere til at blive i Grønland eller vende tilbage?
- Fra min stol (folketingsmedlem, red.) handler det om at gribe de mennesker, der kommer herned, især dem, der behøver hjælp.
- Der kommer mange til Danmark, som har det fint og fungerer fint, men der kommer også nogle, der har udfordringer eller flygter fra nogle forhold, og dem skal vi i højere grad gribe, siger hun.
Flere risikerer at stå uden for arbejdsmarkedet
Rapporten viser, at 6,4 procent af personer med grønlandsk oprindelse har været indskrevet på et herberg eller forsorgshjem i Danmark i perioden fra 2021 til 2023.
Til sammenligning var andelen blandt personer med dansk oprindelse 0,2 procent.
Samtidig risikerer flere at ende i arbejdsløshed efter flytningen til Danmark. 42 procent af dem, der var i fuldtidsbeskæftigelse i Grønland året før flytningen, har svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked.
- Det er tragisk. Vi skal gribe folk bedre, og der kan vi (grønlandske folketingsmedlemmer, red.) gøre en forskel ved at gøre den danske regering og kollegaerne i Folketinget opmærksomme på det her og sørge for nogle bedre strukturer, der bringer folk godt videre, uanset hvor de vælger at bo, siger Naaja H. Nathanielsen.
Naleraqs folketingsmedlem Qarsoq Høegh-Dam mener også, at det er vigtigt at tage tallene alvorligt.
Han ønsker dog ikke at blande sig i problematikken om, hvorfor nogle vælger at flytte fra Grønland, da det ifølge ham er interne grønlandske anliggender.
Ifølge ham bør Folketinget ikke blande sig i Grønlands interne forhold, medmindre Grønland selv ønsker det.
Han har dog ét budskab:
- Gør det bedre, naalakkersuisut, siger han.
I dag bor godt 18.000 personer i Danmark, som er født i Grønland.