Efterretningstjeneste: Vi holder øje med kinesiske interesser i Grønland
Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark holder et vågent øje med, hvad den kinesiske stat og landets virksomheder foretager sig i Grønland og Arktis. Det kan man læse i tjenestens beretning for 2015-2016, som netop er udgivet.
- Kinas primære interesser i regionen er af kommerciel karakter og knytter sig først og fremmest til muligheden for kortere sejlruter og adgang til naturressourcer. FE (Forsvarets Efterretningstjeneste, red.) følger denne udvikling tæt og fokuserer derfor også på, hvordan Kina forsøger at positionere sig som en indflydelsesrig aktør i Arktis, skriver efterretningstjenesten i sin beretning, som kan læses her.
De kinesiske virksomheder har da også allerede flere gange markeret sig med investeringer eller forsøg på opkøb her i landet.
I december sidste år kunne det danske medie Defencewatch fortælle, at den danske regering havde blandet sig i det kinesiske selskab General Nice Groups forsøg på at købe flådestation Grønnedal.
Kort efter kunne nyhedsbureauet Reuters fortælle, at det var frygten for at både USA og Kina ville være repræsenteret her i landet, der fik den danske regering til at blande sig i et potentielt salg af Grønnedal.
LÆS OGSÅ Grønnedal var tæt på kinesisk opkøb
Den danske regering har til gengæld forklaret, at man afviste den kinesiske interesse, fordi man havde brug for Grønnedal, som regeringen har besluttet at genåbne.
Sidste år var der også et andet kinesisk selskab, der trak overskrifter. Shenghe opkøbte i efteråret 12.5 procent af australske Greenland Minerals and Energy Limited, GME, som står bag Kvanefjeldsprojektet.
Opkøbet medførte stor forvirring om, hvorvidt det kinesiske selskab samtidig havde fået en købsoption på op mod 60 procent af GME. Det afviste GME dog flere gange.
LÆS OGSÅ Aftale med Shenghe er godkendt
Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i sin beretning, at den slags kinesiske investeringer her i landet næppe er en del af en større statsstyret plan. Men der bliver alligevel holdt et vågent øje:
- Som en følge af tætte forbindelser mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina er der dog særlige risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grønland, skriver efterretningstjenesten uden at komme nærmere ind på, hvilke risici der konkret er tale om.
KNR har henvendt sig til Forsvarets Efterretningstjeneste for en uddybning af, hvilke risici der konkret er tale om.