Eksperter Kinesisk selskab i Grønnedal vil vække bekymring
Lars Løkke Rasmussen har formentlig haft god grund til at passe på nationens sikkerhed ved personligt at forhindre det kinesiske selskab General Nice Group i at investere i Grønnedal.
I hvert fald hvis man skal tro sagens beskrivelse i Defencewatch. Det siger historiker og tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, til KNR.
- Hvis man ser på Grønlands sikkerhedspolitiske stilling, tror jeg, det vil vække bekymring både i Nuuk og i København, hvis en fremmed stormagt etablerede sig på et tidligere militærområde i Grønland. Det tror jeg ville kunne skabe komplikationer i forhold til det generelle sikkerhedspolitiske billede. Og komplikationer, som ingen i Rigsfællesskabet ville være interesserede i.
Lidegaard understreger, at han alene udtaler sig på baggrund af historien i Defencewatch og KNR’s historier i sagen.
Søby: Afvisning kan skyldes uigennemsigtighed
Hverken Statsministeriet eller Forsvarsministeriet har villet kommentere på historien om, at Løkke med danske partilederes støtte skal have valgt at genoptage aktiviteter i Grønnedal hovedsageligt for at holde det kinesiske selskab ude af Grønland.
Også uden at orientere naalakkersuisut eller Inatsisartut om beslutningen, som Itilleq-erklæringen ellers tilskriver.
Ifølge Bo Lidegaard kan det dog være én af flere grunde for Løkke til at tage sådan en beslutning. En anden grund er, at Forsvarets opgaver i Arktis bliver større og flere.
Også Kristian Søby Kristensen, seniorforsker i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet, kender kun sagen fra medierne. Men i ren spekulation siger han om Løkkes påståede beslutning:
- Det kan bero på bekymring for, at det er svært gennemsigtigt, hvem de kinesiske investorer virkelig er, og hvad de vil. Hvad vil et et kinesisk selskabet bruge en militærbase til?
LÆS OGSÅ Vi var ikke inddraget i afvisning af kinesere
Pram: Skidt sag for forholdet
Hos Selvstyret har man ikke fra dansk officiel side fået forklaringen, at genetableringen af Grønnedal skulle være skyld i interessen fra Kina.
I stedet har Forsvarsministeriet meddelt det modsatte: at Danmark har måtte afvise interessen fra General Nice Group på grund af Forsvarets behov for Grønnedal. Også selv om Forsvarsministeriet flere gange, så sent som i år, har afskrevet Forsvarets behov for Grønnedal.
Det har fået naalakkersuisoq for miljø, Suka K. Frederiksen til at kritiserer, at Danmark muligvis har tiet om Løkkes beslutning.
LÆS OGSÅ Vi har behov for Grønnedal
Og det er en rigtig skidt sag for samarbejdet mellem Danmark og Grønland - uanset om der er hold i historien eller ej, mener Ulrik Pram Gad, grønlands-kender og lektor i Globale Studier ved Aalborg Universitet.
- Uanset om sagen er rigtig beskrevet eller ej, virker den allerede nu som en lille bitte pind til rigsfællesskabets ligkiste i den forstand, at den bekræfter nogle opfattelser, der allerede er i Grønland om, at Danmark modarbejder Grønlands selvstændighed og går bag om ryggen på Grønland i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.