Miljødepartement: Vi var ikke inddraget i afvisning af kinesere
Ifølge netmediet Defencewatch er Forsvarets kommende genåbning af Grønnedal ikke sket på grund af Forsvarets egne behov, men for at holde en kinesisk investor fra at købe basen.
Kilder tæt på regeringen oplyser til netmediet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen før sommerferien bad de danske partier i forsvarsforliget om støtte til at fastholde Grønnedal som Forsvarets ejendom.
LÆS OGSÅ Hverken direktorat eller udvalg blev orienteret om kinesisk køber
Departementet for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug er tidligere blevet orienteret om interessen fra et kinesisk selskab, men ikke at dette skulle have haft indflydelse på beslutningen om at genåbne Grønnedal, skriver Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug, Suka K. Frederiksen i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ Grønnedal var tæt på kinesisk opkøb
- Det er tankevækkende, hvis det en henvendelse fra et kinesisk selskab, der er den reelle begrundelse for at genåbne tilstedeværelsen i Grønnedal - og ikke Forsvarsministeriets analyse af den fremtidige opgaveløsning i Arktis som oplyst af Forsvarsministeriet. Hvis dette er tilfældet, er det en alvorlig sag, udtaler Suka K. Frederiksen og fortsætter:
- Når det gælder forhold i Grønland, er det vigtigt, at alle oplysninger bliver lagt frem over for Grønland, og derfor har jeg bedt mit embedsværk om at rette henvendelse vedrørende de sidste forhold og oplysninger, som jeg har i sinde af få undersøgt nærmere.
Departementet venter på at høre nærmere fra Forsvarsministeriet vedrørende de fremtidige planer for genåbning af Grønnedal.